I Norderhoug sig hæved en Gaard,
Som end den staaer;
Der boede Qvinden med Præsten.
Han frygtsom var i sin geistlige Stand;
Men hun var Mand,
Og ægte Qvinde for Resten.
Da Svensken kom, han i Kieldren krøb;
Men Blodet løb
Med Kraft i det qvindlige Hierte.
At spildt blev Bøndernes Eiendom,
Naar Fienden kom,
Det skued Anna med Smerte.
Den svenske Oberst i Stuen treen.
Hun var ei seen,
Men bragte, hvad Huset formaaede.
Med Pallask, Sporer og Knebelsbart,
Paa Rytter-Art,
Saa barsk i Hallen han traadte.
Herr Pastor ængstlig i Kieldren gøs,
Af Angst han frøs;
Men Anna lued af Kraften.
Hun spared ei Øl, hun spared et Miød,
Saa stærk og sød;
Hun spared ei Druesaften.
Dræbt var hun nær af en svensk Soldat,
En vild Krabat.
„Og mon din Konning dig sendte,
At myrde Kiærringer her i Nord?”
Var Annas Ord.
Da Svensken Spydet bortvendte.
En Pige hun havde saa slu, som hun.
„Tillad mig kun,
Herr Oberst! at sende min Terne
Et lidet Ærind.” Han det tillod.
Det kosted Blod,
Normændene var ei fierne.
Og førend Svensken fik tømt sit Maal,
Til denne Skaal
Skød Riflerne giennem Ruden.
„Herr Oberst! førend du Biørnen slog,
Før du den vog,
Mig tykkes, du solgte Huden.”
Der blev en Myrden i Præstens Sal,
Saa sommersval,
Og aaben ellers for Giesten.
Man giennem Vindvet paa Fienden skød;
I Blod han flød,
Og svang sig ei tiere paa Hesten.
End staaer den ærværdige Præstehal
Saa sommersval,
Saa giestfri, med sine Rifter.
Man viser Huller i Biælken der,
Man har dem kiær;
Det vidner om Annas Bedrifter.
Her boer en blid, en ærværdig Præst.
Jeg var hans Giest,
Hvor Kuglerne havde knaldet.
Hvor Sporet var i Biælken at see,
Der drak jeg Thee,
Og tænkte paa Kæmpefaldet.
Stor er, o Norge! din Giestfrihed,
Det Hvermand veed;
Men Overmod du ei taaler.
Den, som paa Døren dig banker stolt,
Du byder Holdt!
Og skienker ham beskere Skaaler.