Forunderlige Kiærlighed
I en barbarisk Tid!
Her lagde man hans Hoved ned,
Om Legemet i Strid.
Hvert Land i Liv han Glæde gav,
Der sørged nu hvert Bryst;
Hver Dal vil være Kongens Grav,
Som fordum var hans Lyst.
I fire Parter deeltes han,
Som en Forbryder fast;
Og Hovedet til dette Land
Blev Folket sendt i Hast.
Knap fiirti Aar — paa Rykensvig
Hans Liv paa Isen endt;
Til Hedemark, til Raumerig,
Til Vestfold Kroppen sendt —
Men her hans Hoved! Dalen bred
Er stolt af denne Grav.
At det er Halfdans, Alle veed
Ved Ploug, med Vandringsstav.
Her mindes Bonden gamle Nord,
Og, kommen hiem igien,
Han læser ved sit Fyrrebord
Sin Snorro Sturlesen.
Paa Biælken hænger Øxen bruun
Ved tunge rustne Sværd.
Han fryder sig i Stuen luun
Ved drabelige Færd.
Han mærker end med Fædres Mod
Sit stolte Hierte slaae;
Han føler sig af Halfdans Blod
Med Bondekofte paa.