Tydskland har Bierge, som Norge. Jeg finder
Høiere Fielde, hvor Alperne staae.
Ha, men en Elv, som saa yndigt henrinder,
Aldrig tilforn mellem Klipper jeg saae.
Tidlig og silde,
Klar som en Kilde,
Mile vidt bølger den deilige Flod,
Styrter, og frygter ei Vandet at spilde.
Arner har nok af det sundeste Blod.
Langt op mod Polen henstrakte sig Norge,
Lang Tid tilsteded ei Blokkene Vei;
Men mellem Granernes evige Borge
Aabned sig Elven den frugtbare Frei.
Ikke den tøved,
Stenene kløved.
Medens paa Stene den kløved sig selv.
Nu var ei Tilgangen Sletten berøvet;
Baaden blev bygget, og gled paa sin Elv.
Elven indskrænked sig siden, og danned
Om sine Bredder den yndigste Dal,
Mulden sig lagde paa Stenen og Sandet,
Freia sig bygged af Birker en Sal.
Frugtbarheds Fyrste
Sin Gullinbørste
Bragte; da reiste sig Markerne strax.
Hungre skal Bonden saa lidt nu, som tørste;
Bølger i Solen ei guldgyldent Ax?
Granen, som voxer saa mægtig paa Fieldet,
Luner ei der mod den stormende Vind;
Men naar den Øxen i Skoven har fældet,
Varmer i Hytten den isnende Kind.
Hvad skal den føre.
Hvo skal den kiøre
Ned til de Steder, som har den behov?
Dersom ei Guder vort Ønske vil høre,
Raadner den rigeste Skat i vor Skov.
„Hug kun din Gran i den dæmrende Skygge,
Glide den lad i mit rislende Vand!
Snart skal man Huset af Biælkerne bygge;
Jeg skyller Stammen fra Strand og til Strand.”
Saa sang en Huldre.
Øxerne buldre,
Granerne falde paa skummende Flod.
Bølgerne bar dem paa mægtige Skuldre,
Handel og Søfart ved Fjorden opstod.
„Skuespil har du ei, ærlige Grande!”
Idun og Bragi for Fieldbonden sang;
„Men af de skummende, styrtende Vande
Digte vi dem for den undrende Vang.
Regnbuen vaager
I vore Taager;
Det var et Lystspil, som mored dig alt.
Styrtende Fossen i Dybet nedkoger:
Saadan Jarl Hakon og Tryggvason faldt.”
Vaulundur kom, og med Snildhed i Øiet
Saae han det herlige, mægtige Spil.
„Idun og Bragi har giort dig fornøiet,
Bonde! men rig jeg nu giøre dig vil.
Hiulet skal drive,
Fossen oplive,
Stampe skal Hamren og Saugene gaae.
Malmet skal fangent i Bierget ei blive,
Brugen og Nytten deraf skal du faae.”
Derpaa han bygged den mægtige Stolle,
Dybet i Fieldene boret nu blev.
Nidkiære larmed de natlige Trolde,
Modige Biergmænd dog ei de fordrev.
Hamrene stampe.
Mægtige Kampe!
Elven dem skyller nu Ertsen saa reen.
Og som, Aladdin! du gned paa din Lampe,
Normanden gnider den mægtige Steen.
Hold paa din Tømme, lad dvæle Karjolen,
Iil ei fra Stedet saa hurtig og strax;
Først lad mig skue Regnbuen i Solen,
See, hvor den springer, den kraftige Lax.
Nu kan du kiøre!
Fossen vi høre,
Medens sig Norbakken skynder sin Gang.
Ofte skal lyde, min Siæl! for dit Øre
Larmen af Elvens fortryllende Sang.