Tak, du himmelske Lys, som atter straaler
Paa min Bog, min Haand, og paa min Kind!
Glæden drikker jeg nu af dine Skaaler,
Thi du fylder med Mod og Kraft mit Sind.
Naar du længe bag sorten Sky dig skiuler,
Nedslaaes Kræfterne, Dunsten stiger af Hav,
Taagejetten staaer frem af sine Huler,
Hele Jorden er liig en fugtig Grav.
Jetten af sortgraat Vand et Fængsel hvælver,
Trækvind suser igiennem Murenes Rift;
Kuet i Lænker, mærk Naturen skiælver,
Glemmer sit Haab, Erindring, sin Bedrift.
Skilt fra Straalerne gaaer den bedrøvede Sanger,
Søger en Gienstand, søger i Vintren Vaar,
Finder den ei, og som en jordisk Ganger
Pegasus mat med slunkne Vinger staaer.
Men naar, Phøbus Apol! du atter luer,
Brister trykkende Fængselhvælving brat;
Orion og Himmelvognen jeg skuer
Atter i Glands fra mørke Midienat.
Og den smilende Morgen savner Muren,
Som indklemte saa tungt min Følelse nys.
Phøbus elsker med Sværmeri Naturen,
Skienker den hele Skabning Morgenkys.
Lær, o himmelske Lys! min Aand at vaage,
Lær den frydes ved Alt, hvad stort er og smukt;
Da skal ingen jordisk Taage
Stække Siælens hellige Vingeflugt.