Frederike von der Maase
Februar 1823.
Februar 1823.
Overstridt du har, Veninde!
Vennen stirrer ved dit Minde
Tausveemodig paa din Grav.
Sneens Vinterlilier sige:
Du er salig, fromme Pige!
Himlen tog, hvad den os gav.
Selsom var din Gang i Livet:
Skiønhed blev din Ungdom givet,
Dog du ingen Rose brød;
Nær en Dronning var dit Sæde,
Kummer mørkned dog din Glæde,
Malurt i dit Bæger flød.
Men saa lidt, som Hovmod, mægted
Sørg en Siæl med Gud beslægtet
At berøve Yndets Magt.
Paa dit Kammer over Muren
I dit Vindve stod Naturen
Huldt i Hyacinthens Dragt.
Kunsten elskte du, dens Glæder.
Ridderfrøknens vene Sæder
Du med Eenfold sødt forbandt.
Og med himmelsk Søstervarme
Fromt husvaled du den Arme,
Som i dig sin Tilflugt fandt.
Spændte Skiebnen tungt dit Hierte,
See, da lindred du din Smerte
Ved at søge Trøst hos Gud.
Ingen Tvivl i mørke Blikke!
Engle tog vor Frederike,
Bragte hende til sin Gud.
Selv vor gode Dronning græder,
Eensom hun i Hallen træder,
Rørt hun under Bøgen gaaer.
Store Tab for en Fyrstinde:
En hengiven, tro Veninde
Fra de første Ungdomsaar.
Klage! ti. Paa Englevinger
Frederike ned sig svinger,
Hun er ikke langt herfra.
Tidt i Vaar, naar Blomster bæve,
Arm i Arm to Skygger svæve:
Hist hun fandt Amalia.