Du hænger der igien, du gamle Billed:
Min Fader sidder munter, venlig, tryg;
Som smuk ung Mand jeg seer ham forestillet,
Graa Kiole, rødlig Vest og hvid Paryk.
Saaledes saae jeg Billedet paa Borgen,
I fiirti Aar paa Fredriksberg det hang,
Naar Glæden var der, naar os trykte Sorgen,
Ved Vinterstorm, ved Nattergalens Sang.
Som lille Dreng jeg skued dig saa gierne,
Som voxen Knøs, og som den yngre Mand;
Du forekom mig ofte som en Stierne,
Hvis Form og Stilling Intet rokke kan.
I mangt et Aar du saae den gamle Foged
Dig nær, ei meer saa smuk som i sin Vaar;
Han Rynker fik, og han blev stiv og kroget,
Men kraftig dog endnu, med eget Haar.
Nu pusler han ei hist i Trøien, Frakken,
Længst tog ham Døden i sin kolde Favn.
Du med den Gamle maatte ned af Bakken,
Han i sin Grav, og du til Kiøbenhavn.
Lidt efter lidt du seer hans Søn at graane —
Selv altid ung, med Haanden i din Vest.
Tidt, naar paa dig henstraaler Aftnens Maane,
Jeg drømmer mig hen i min Barndoms Fest.
Naar jeg er død, skal du min Æt tilhøre;
Og paa dens Børn du atter rolig seer.
Men dette lille Qvad vil Hiertet røre,
Naar du er der — og Skialden ikke meer.