Intet Støv ophører jo paa Jorden,
Alt forvandles i en evig Orden,
Liget giøder — lifligt Græsset groer.
Aanden var ei Støv, men Støvets Herre;
Skulde den da, underordnet, værre,
Virke kun stavnsbunden til sin Jord?
Nei, den hører til et bedre Rige,
Aanden stiger til det Aandelige,
Naar det Jordiske sank i sin Krog;
Hvordan Skaberen det har besluttet —
Denne Hemmelighed er indsluttet
I den store Fremtidsbog.
Bogens Segl formaae vi ei at brække,
Men Mysteriet kan ei forskrække
Paa den skiønne, korte Livets Vei.
Hvortil Frygt, og hvortil Vaanderaabet?
See! Barmhiertigheden sendte Haabet,
Og dets Anker brister ei.
Hulde Veemod! naar vor Kraft vil daane,
See, da smiler klar du, som en Maane,
Vederqvæger, som en Sol, vor Aand.
Ønsket i vort Bryst er dog tilbage,
Mennesket er ikke skabt til Klage,
Herrens Billed af hans egen Haand.
Barnet Ting at danne kun begynder,
For dem strax igien at bryde sønder,
Men udødeligt er Kunstens Værk;
Og, vor Skaber! du med grusom Kulde
Selv dit Værk tilintetgiøre skulde?
Nei, dertil est du for viis og stærk.
Læg, min Aand! dig roligt til at sove.
I den lille Kirkegaards-Alkove
Følger du i Mulm ei Støvet ned.
Vaagnet — en fornyet Ungdomsmorgen —
Dig den Fryd, som nu dig er forborgen,
Overrasker med Guds Kiærlighed.