Du kommer end saa frisk og ung,
Som for en fiirti Somre siden;
Jeg føler mig lidt mere tung,
Da var jeg smidig, let og liden.
Men med den samme Kiærlighed
Mit Øie seer paa dine Blade;
At jeg er ældre, vel jeg veed,
Dog kan det Følelsen ei skade.
Hvis den med Tanken lever meer,
End da som Barn jeg gik og drømte,
Deri jeg intet Uheld seer;
Ei Phantasien sig forsømte.
Jeg føler mig igien et Barn,
Naar roligt jeg din Vei betræder;
Ei Veemod længer i sit Garn
Bortfanger mine stille Glæder.
En Yngling troer: i Sympathie
Han lever med det friske Grønne;
Hvert Blad er ham Allegorie,
Hvori han henrykt seer den Skiønne.
Hver Kilde græder, hvert et Træ
Maa med sin Bladehvislen sukke;
Hver Nattergal — det lille Kræ —
Maa med en kiærlig Yngling klukke.
Nu — Gud skee Lov! — er Træet Træ,
Og Blomsten Blomst, og Fuglen Fuglen,
Og i det mørke Skyggelæ
Jeg sværmer ikke meer med Uglen.
Som Barn ved Alnaturens Bryst
Igien jeg freidig suer Die,
Og til den elskelige Lyst
Skal Aftenrøden mig indvie.
Vel lukket er nu mangen Dør,
Hvor før jeg fandt mig atter hiemme,
Og hvor en Ven mig hilste før,
Der lyder nu en fremmed Stemme.
Vel mangt et Bryst, som for mig slog,
Slaaer ikke meer — thi Vennen sover;
Og mangen Rose Tiden tog
Afsted paa sine kolde Vover.
Alt meer forsvandt den lille Sum,
Der samlet var fra mange Kanter;
Erindringens Herbarium
Dog giemmer mig de visne Planter.
Det Gamle svandt, da kom det Ny;
Hvis Himlen Spiren vil beskytte,
Da kan i svale Træers Ly
Endnu jeg bygge mig en Hytte.