Til mit Fædreland
paa Nytaarsmorgen.
paa Nytaarsmorgen.
Mit Fædreland! i aarle Morgenrøde
Paa Aarets første Dag, mens Solen hæver
Sin gyldne Tinding over Sneens Flade,
Guldharpens rørte Stræng din Lovsang bæver.
I Kulden varm din Bardes Kinder gløde,
Den muntre Frost giør alle Tanker glade.
Vel vifter Zephyr ei bag grønne Blade,
Ei høres Fugleqvidder,
Riimfrost paa Grenen sidder;
Men Kulden kan ei Nordens Digter skade.
I Vintrens lette Luft skal Sangen klinge
Paa Nyets første Morgen,
Og vifte Sorgen bort med Haabets Vinge.
Mit Fædreland! saa langt som Tiden rækker,
Stod du selvstændig mellem Skiær og Klipper,
Skiøndt høit i Nord, en velindskandset Have.
Saa længe Hiertet slaaer, ei Modet glipper;
Ei Tidens Pest, som ofte Styrken svækker,
Har røvet end din skiønne Himmelgave.
For ærlig døe, end nedrig være Slave!
Det stolte Løsen lyder
Saa langt, som Bølgen bryder
Sig paa din Strand, fra Nordkap ind til Trave.
Saa lidet Digterharpen end er brusten,
Saa lidt dit Glavind skiuler
I Gravens Huler sig, af Ælde rusten.
Mit Fædreland! gid stedse dig besiæle
Den gamle Kraft, den Munterhed, den Styrke
Paa Siæl og Krop, som livned dine Fædre!
Det vil den, naar, som de, du tro vil dyrke
De Guder, som et varigt Eftermæle
Kan reise dig; som kan dig Livet hædre.
Jeg kiender her paa Jorden ingen bedre,
End Kløvret i din Saga,
End Balder, Thor og Braga,
End Godbeds, Tapperheds og Kløgtens Fædre.
Hvor dette Treblad voxer, hvor det trives,
Der visner Smaaligheden,
Og til et Eden Ørken selv oplives.
Derfor, saafremt du atter dræber Balder,
Fromhedens Gud, den Gud, hvis milde Øie
Bestandig viser op dig mod din Skaber,
Da vil du synke dybt i Lastens Møie,
Fra Æthren du med Hyl i Pølen falder,
Og Luen i dit Bryst sig daglig taber.
Det hielper et, du Helten efteraber;
I Kampens vilde Vrimmel
Er Haabet om en Himmel
Det bedste Skiold, selv naar din Vunde gaber.
Du siger, at du Fædrelandet agter,
Du, som paa Gud ei tænker?
Ha, Sandhedskrænker med de tomme Fagter!
Den stærke Thor, som styrked Longobarder,
Som styrked Cimbrer, Saxer og Teutoner,
Forlod dem, da de raske vildt mod Syden.
De faldt som Ax for hine Nationer,
Som i den sledske Snare stærken Parder,
Saa lidet hialp dem deres stolte Skryden.
I Praleri bestaaer ei Heltedyden;
Men kraftig i sin Fare
Sig mandigt at forsvare,
Det lønner Asa-Thor med Seiersfryden.
Saa vil han stedse smile til vort Banner,
Naar rolig og beskeden
Vi slaae for Freden, dristigt som Normanner.
Hvad giorde Norden stor og fuld af Luer,
Om ikke Asers skiønne Gudeskare,
Der drog fra Caucasus, hvor Solen brænder?
Den ædle Flamme maae vi end bevare,
Og naar den stundom ud at slukkes truer,
Saa maae vi hente ny, som atter tænder.
Thi Kulden bør ei binde vore Hænder,
Den er en evig Fiende,
Som vi skal overvinde;
Og derpaa Valhal Skandinaven kiender.
Derfor, saafremt du hamrer kun dit Vænge,
Og slukker Altrets Flamme,
Døer Odins Stamme, vi er atter Dverge.
Styrk, Himlens Fader! fra din Naades Throne
Vort Fædreland og Fædrelandets Helte
I dette Jordskiælv, som Naturen ryster.
Lad Dovrefield, og Østersøens Bælte,
Og Heltens Sværd forsvare Kongens Krone.
Lad Viisdom være Tapperhedens Søster.
Forjag hver ussel Trold fra vore Kyster:
Vankundighed og Mørke,
Som qvæler Heltens Styrke,
Og hun, som suger Fædrelandets Bryster,
Hun, Egennytten, Afmagts grimme Datter,
Styrt hende til sit Helved —
Og Himlen hvælvet os omfavner atter.