I fordums Tid,
Naar Helten gik med Helt til Giest,
Sad Qvinden blid
Og smiilte til hans Fest.
Hun skienkte med sin hvide Haand
Den brune Miød,
Hun rakte den med venligt Blik,
Og dobbelt sød
Da blev den stærke Drik.
Med Rosenkind
Høit i den gyldne Riddersal
Treen Fruen ind
Med sølverne Pocal;
Hun rakte den med Minnesang
Til Helten hen,
Hun speilte sig i klaren Viin,
Credentste den
Med Læbernes Karmin.
Er Hiertet glad.
Da samler helst til Leg og Dands
I Bunterad
Sig nu vort Selskabs Krands,
Og selv i Dag i Kreds af Mænd
Skal høit vor Sang
Jer Skiønne lyde til Behag
Ved Glassets Klang
Og ved Kanoners Brag.
Men, Hulde! du,
Hvis Hierte Fredriks Billed bær
Meer liigt endnu,
End det, han gav os her:
Vort Danmarks Moder! Kiønnets Pryd!
For dig omgaaer
Det fulde Bæger nu med Lyst.
Dit Billed staaer
Med Fredriks i vort Bryst.