Saa venlig er Luften, mildt Skyerne staae
Og svale for Solheden køligt paa Himlen;
Fra Kirken hist lyder den hellige Bimlen,
Og Voverne rulle halv graae og halv blaae.
Saa lad da nu Kislen i Bølgerne gaae!
See Svendborg, hvor med sine Spiir den bortiler;
Og Søndagens Morgen os hellig tilsmiler.
Og skumklædte Dynger haa Forstavnen slaae.
Som Vand i en Urne med Blomster omsat,
Saa favnes af brogede Strandbredde Sundet.
Naturen opvaagner, som nylig var blundet,
Rødmusset den stiger af qvægende Nat.
Og hisset staaer Kirken ei længer forladt,
En Bønderflok kommer af Mænd og af Koner,
I Helligdragt lyde de Klokkernes Toner.
Sanct Jørgen opliver hvert Hierte saa mat.
Sæt Seglet kun til da, du begklædte Dreng!
For Smakken hen over de spillende Vande
Til Øen, hvor Lov sig med Blomsterne blande,
Og reder for Freia en duftende Seng.
Sagtmodige Bølge! med Vælde dig slæng;
Pust, Stormvind! i Seilet med fuldere Kiæve,
At Bakken vi naae, hvor sig Hytterne hæve
Saa fromt og enfoldigt paa luftige Væng.
Men vogt dig dog, Søgut! Skiøndt Farten er god,
Skiøndt riflet kun Vinden Smaabølgerne furer,
Den skaldede Dødmand dog lumskelig lurer,
Ei Vandet ham lædsker, men Menneskeblod.
Skiult stemmer mod Grund han den steenfaste Fod,
Og venter, at Snekken mod Issen skal bruse,
At kullede Tinding den grumt kan nedknuse,
Og adsplitte Vraget paa sørgende Flod.
Hurra! der er Land, nu er Faren forbi.
Knap staaer jeg paa Taasinges grønklædte Tuer,
Før strax jeg en Busk af Kiærminderne skuer,
Der smile til Himlen i sød Sympathie.
Fra trælbundne Stavn skal min Haand eder frie,
Og høit paa min Hat skal jert Hoved I bære,
Lidt nærmere Himlen, Smaablomster! og være
Kiærminder om Farten, som nu er forbi.