Venligen vinkte paa grønnen Strand de knudrede Bøge,
Selsomt det blomstrende Løv vifted, og hvalte sig kiækt,
Fuglen i Toppene sang, giennem Blomsterne risled en Kilde,
Alt (saa tyktes det mig) tolked et ældgammelt Sagn.
Og for det forskende Blik, som utrættelig skued didhenvendt,
Flux sig forvandled hvert Træ, blev til en drabelig Helt.
Toppen blev til en Hielm, dens Løv til en vaiende Fiærbusk,
Og til et Pandser af Staal glatted sig rynkede Bark.
Grenen strakte sig ud som en Arm med et blinkende Glavind.
Saadan stod Kæmpen med eet kiæk for det undrende Syn.
Længe jeg stirred, før ret jeg blev vaer, at kun Alt var et Blindværk;
Som et Varsel jeg dog Synet betragted, og taug.
Og hvor hurtig forklarte sig Alt, da jeg undrende hørte
Dens sandfærdige Navn: Thorsing, ei Taasing, forvendt.
Thorsing! Herlige Thor! saa stod dit hellige Tempel,
Midt i Danmark omtrent, hisset, hvor Træerne staae?
Nu begriber jeg først mit Syn, hvi de vinkende Bøge
Tyktes mig Kæmper i Jern, rusted’ med Glavind og Skiold.
Nu jeg begriber Foræringens høie Betydning, da fordum,
Ø! du blev Helten til Løn, Manddom fik Mandigheds Hiem.
Thi Kong Christian stod høit i sin Hal, med et faderligt Øie
Vendt imod Kiøgebugt; Stunden var vigtig og stor.
Juel var giordet til Strid, rask blussed den dristige Kæmpe,
Lokkerne flagrede vildt, Kamplysten stod i hans Blik.
„Niels!” lød Konningens Ord, og hans Haand laae paa Kæmperens Tinding,
„Gak nu med Gud, min Søn! rust dig, og vent paa mit Bud.”
Og nu stod Dankongen, og saae, og beregned, og pønsed;
Fienden ei laae ham tilpas, Juel fik til Angreb ei Vink.
Pludselig dundred Kartoverne dumpt i den svulmende Havbugt,
Og over oprørte Vand slyngte sig Røgskyen hen.
Blussende Konningen stod i sin Borg med vredeligt Aasyn,
Harmfuld skiælved hans Haand under det speidende Glar.
Danerflaaden tog Flugt (saa syntes det), Krigsluen brændte,
Dristig paa egen Haand frækt af en Undersaat tændt!
Da svor Skjoldungen dyrt, i usigelig Harme, ved Himlen:
„Slagen skal du, Niels Juel! hænges i Galgen med Jern”.
Men, som det pleier at gaae (hvert Land klækker særegne Drift ud),
Huusvant fra Lodbroks Tid Øboen pladsker til Søes.
Saadan gik det saa tidt, og saa gik det her, thi Niels Juel kun
Flygted paa Skrømt, for at slaae Fienden for Alvor paa Flugt.
Og da bedækt nu med Støv og med Sved og med Blod han paa Land steg,
Knælende ned for sin Drot, fuldvel sin Brøde bevidst,
See! da græd Dankongen; thi ret som en Misdæder knælte
Ydmyg den herlige Helt, vented sin Dristigheds Løn.
Kiærligt han tog ham i Favn, som en Fader han løfted sin Finger:
„Niels! Niels!” smiilte han blidt, „nys jeg en Lænke dig svor;
Den skal du faae.” Men flux af sin Hals tog Kongen en Kiæde,
Tung af hiin rødeste Guld, rundt med Karbunkler besat,
Hængte den trindt om Heltens Hals; og det blomstrende Thorsing
Blev den Galge, hvori herlig Forbryderen hang.