Saa venlig er Luften, mildt Skyerne staae
Og svale for Solheden kiøligt paa Himlen,
Fra Kirken hist, lyder den hellige Bimlen,
Og Voverne rulle halv graae og halv blaae.
Saa lad da nu Kiølen i Bølgerne gaae!
See Svendborg! hvor med sine Spiir den bortiler;
Og Søndagens Morgen os hellig tilsmiler,
Og skumklædte Dynger paa Forstavnen slaae.
Som Vand i en Urne med Blomster omsat,
Saa favnes af brogede Strandbredde Sundet.
Naturen opvaagner, som nylig var blundet,
Rødmusset den stiger af qvægende Nat.
Og hisset staaer Kirken ey længer forladt,
I Helligdragt lyde de Klokkernes Toner.
Sankt Jørgen opliver hvert Hierte, saa mat.
Sæt Seilet kun til da, du begklædte Dreng!
Føer Smakken hen over de spillende Vande,
Til Øen, hvor Løv sig med Blomster beblande,
Og reder for Freya en duftende Seng.
Sagtmodige Bølge! med Vælde dig slæng!
Pust Stormvind i Seilet med fuldere Kieve,
At Bakken vi naae, hvor sig Hytterne hæve,
Saa fromt og enfoldigt paa luftige Væng.
Men vogt dig dog Søegut! Skiønt Farten er god,
Skiønt riflet kun Vinden Smaabølgerne furer,
Ey Vandet ham lædsker, men Menneskeblod.
Skiult stemmer mod Grund han den steenfaste Fod,
Og venter at Snekken mod Issen skal bruse,
At kullede Tinding den grumt kan nedknuse,
Og adsplitte Vraget paa sørgende Flod.
Hurah! der er Land, nu er Faren forbi.
Knap staaer jeg paa Taasinges grønklædte Tuer,
Før strax jeg en Busk af Kierminderne skuer,
Der smile til Himlen, i sød Sympathie.
Fra trælbundne Stavn skal min Haand Eder frie!
Og høit paa min Hat skal Jert Hoved I bære,
Lidt nærmere Himlen, Smaablomster! og være
Kierminder om Farten, som nu er forbi.