Atter jeg skuer dig hist, du dig nærmer, du rynkede Gubbe!
Bleg ved den vindtørre Stav gaaer du din vanlige Gang.
Stormen flagrende slaaer i din sølvgraa Lok, og dens Bladkrands
Rives i visnede Løv ned, og omhvirvler din Fod.
Venlige, kolde Taarer i Øinene staae. Hvor de funkle!
Trille saa langsomt og tungt ned paa den indfaldne Kind.
Eensom Løvsal bladløs dig vinker til qvægende Hvile.
Himlen, som nylig var graa, skiller sin natlige Sky,
Maanen med sølverne Horn fremfunkler bag revnede Forhæng,
Breder sit døende Skin over den gule Natur,
Smiler saa mat og veemodig til dig, som henstirrende fletter
End af de seneste Løv Issen en grønbladet Krands.
Høst! du er Sølvmaanens Ven. Hvad har I Oldinger begge
Vel hinanden hver Nat hemmeligt da at betroe?
Taler I vise Gubber om bedre, om skiønnere Tider?
Ak, da indlader og mig! kiær er slig Tale min Siæl.
Gustne, nedbøiede Mand! kiær var du altid mit Hierte;
Nattevandrer! og du, med det bedrøvede Blik.
Deilig er Ynglingen Vaar, med sin Rosenkind, og med Issen
Martsviolomslyngt, Blikket son Morgenens Glød.
Men som en Engel fra Gud, der i høi, livsalig Begejstring
Staaer for den skuende Siæl faurt i dens reneste Nu —
Hiertet da bankende slaaer, og sig Armen strækker med Tvivl ud,
For at trykke ham fast, fast til det luende Bryst;
Snart, som en hvidklar Kugle, der ruller i natlige Dunstkreds,
Udi sin skiønneste Glands svinder han da for dit Blik —
Saa den rødmende Vaar! Med svævende Fied gaaer hans Vandring
Giennem det taagede Nord hen til sit straalende Hiem.
Stakket han hviler kun her i den nys oplivede Bøglund,
Blomster trindt om sin Fod, Elskovslyren i Haand;
Skingrende Sangersker let omflagre den hvælvede Tinding,
Guldguul vægtige Lok bølger for duftende Vind.
Tyndt omringet han staaer af Piger og barnlige Gubber,
Enkelte Ynglinger med; Mængden ham kold gaaer forbi,
Kalder ham haanligt et Barn, som sin Tid henødsler med Leg kun,
Skiøndt i den fagreste Glands dødkolde Jord han har klædt.
Hurtig han reiser sig da fra den blomsterspraglede Græsbænk,
Upaaskiønnet, useet, smiler han Veemod, og gaaer,
Fulgt af Zephirernes Hær og af Blomster og siungende Fugle,
Let, som en Purpursky svinder og døer i det Blaa.
Ak! paa en længere Vaar, paa Historiens, er han et Billed,
Aarlig et kort Monument om den henvisnede Tid.
Anelser bringer han sødt i min Siæl, de slumrende Kræfter
Vækkes, og yttre sig — ak! høist i en brændende Sang.
Som den indsluttede Siæl, lyksalig ved sine Drømme,
Skotter med Sideblik kun til det nærværende Liv,
Saa den mystiske Dreng; som en fromt henilende Pilgrim,
Spottet af aandløse Flok, søger han Skoven, og flyer.
Ængstlige Misforhold! O Høst, mildt dvælende Gubbe!
Kryst din veemodige Dugg kølt i mit brændende Saar.
Alt har din travle Hustru, bekymret for vinterligt Forraad,
Plukket i rummelig Kurv Grenenes bugnende Frugt.
Langsomt ved din Stav nu bestiger du skaldede Gravhøi,
Stirrer nu taus og blid hen paa den visne Natur.
Solen er dalet i Hav, tørt hvisler det spraglede Løvværk,
Aabent det skiælver saa koldt, streifet af Straalernes Skin.
Stiernen, som holdt sig i Somrens Larm ved den hvælvede Baggrund,
Triner nu glandsfuld frem med sine dristige Blik.
Olding! o, tryk til din Barm den berusede, drømmende Digter.
Grækernes Kraftliv svandt med deres herligste Kunst,
Nordens Sværd dybt ruster i Graven, og Harpen er brusten,
Ridderens brogede Skiærf blegt er henfalmet og mørt.
Ene Ruinerne staae, rundt om er Taushed og Kummer,
Enkelte døende Glimt tændes i Dunsterne kun.
Halvudslettede Billeder, rundt indhyllet i Taage,
Svæver i Maanens Glands over den rygende Dal.
Kom da, Ossian! kom! I Nattens Favn ved dens Lysning
Vil jeg klage med dig, ak! for at glemme Homer.
Ingen harmonisk Hal, hvor til Pillen sig Spydene læne,
Og hvor Rigdom og Kraft, Skiønhed er Strængenes Klang;
Ei den romantiske Glands, selv ei et Capel kun i Skoven,
Hvor den neddalende Sol rødmer til Hellige Kors;
Nøgne Klipper og Nat, og Hundeglam kun, og Rødsel,
Elvens fortvivlede Brag, Hornets vildthylende Klang!