Til Hanna Steffens,
født Reichardt.
født Reichardt.
I et Exemplar af mine Digte, paa hendes Fødselsdag.
I et Exemplar af mine Digte, paa hendes Fødselsdag.
November stod saa kold og øde,
Hiemsøgt af Taager og af Regn;
De vilde Storme rædsomt løde
Fra Skyen om den nøgne Egn.
Den gamle Høst, en venlig Gubbe,
Sad der saa tankefuld i Løn;
Tilsidst han reiste sig fra Stubbe,
Og bad til Guderne en Bøn:
„Skal evig da mit Liv kun flyde
Hen uden Lyst og Glæde her?
O, lader dog en Blomst fremskyde,
At jeg kan qvæges i dens Skiær!”
Da ynkte Guderne den Arme,
Som sad saa kummerfuld og stil,
Foruden Liv, foruden Varme,
Foruden venligt Blomsterspil.
Og Freia monne let sig saare
Med blanke Spyd; og, see! af Blod
Til Jorden sank en Purpurtaare,
Og spired frem, og fæsted Rod;
Og steg, og monne huldt sig lukke,
Og blomstred i den kolde Luft.
Og Freia hørte Blomsten sukke.
Og hendes Aande gav den Duft.
Og Solen gav den lune Bade,
Og Stormen lagde bly sig ned,
Og Frigga gav den grønne Blade,
Og Bragi gav den Evighed.
Og i Novembers kolde Mose
Det er ei længer graat og dødt,
Fra den Tid Freias unge Rose
Der spired frem, og blusser sødt.
Men Blomster maa man Blomster yde;
De voxe sparsomt paa min Vei,
Derfor kan jeg kun Rosen byde
Her disse smaae Forgietmigei.