Adam Oehlenschläger (1779–1850)

Naar eensom og alene

Jeg giennem Landet gaaer,

Og for de gamle Stene

Med barnlig Andagt staaer,

Og paa den Troskab tænker,

Der kraftig ind dem gav.

Taknemlig, uden Lænker,

At pryde Heltens Grav;

Naar under Kirkens Bue

Jeg stander høit omhvalt,

Og seer den fromme Lue,

Der har beseglet Alt,

Hvorledes Alt forfalder,

Hvorledes sørgelig

Den fromme Manddomsalder

Bag Støvet skiuler sig;

Naar da jeg bleg har fundet,

At Kraften længst gik ud,

At Fromhed er forsvundet,

At Faa kun troe paa Gud;

Naar da jeg hen vil ile

Udi din Favn, min Ven!

For ved dit Blik at smile.

Og hente Kraft igien;

Og naar da nu jeg finder,

Du est der heller ei,

At sørgende Kiærminder

Kun blaane paa min Vei,

At Intet mig omgiver,

Som støtte kan min Fod;

Naar nedtrykt da jeg bliver,

Og taber plat mit Mod:

Da giennem Buskens Gitter

Hun trænger ind til mig,

Og rækker mig sin Cither —

Og jeg er lykkelig.

Hver Fryd da frem jeg qvæder

Hen i mit dunkle Ly,

Og alle svundne Glæder

Omringe mig paa ny.