FØRSTE SANG
Ind rulles Nattens lange Slør
Og Mørket svinder hen og døer,
Mens Dagens Straaler bryde frem
Og Scenen aabner sig ved dem:
Mod Øst og Vest, mod Syd og Nord,
En stenet Slettes nøgne Jord;
Saa langt som Blikket række kan,
En vidt strakt Ørkens gule Sand;
Men intet Liv, og intet Spor
Af hvad der aander, voxer, groer:
Ei Busk og Træ, ei Dyr og Fugl,
Ei Huus til Skjerm, ei Telt til Skjul,
Ei Mærket af en Jægers Fjed
Og af Nomadens Hvilested,
Men kun en øde Flade, hvor
Midt i et Sandhav Stilhed boer.
Af Jordens Smerte, Haab og Fryd
Ei mindste Klang og mindste Lyd,
Som Stemme fra besjælet Bryst
I Dyrets Skrig, i Fulgens Røst,
Og døsig selv er slumret ind
Midt i sin Flugt den lette Vind.
Alt smægter her i Goldheds Land
Ved Nattens Kuld og Dagens Brand;
Alt visner hen, hvor Jordens Skjød
Frembringer kun en evig Død,
Og Liv har ene Solens Glød.
Dog vend dig! See! Lig Uveirsskyer
Mod eet i Veiret Støvet flyer,
Hvor fjernt i Horizontens Rand
Et Syn, skjøndt dunkelt, skimtes kan.
Dets Omrids klares meer og meer,
Og gjennem Støvets Skjul du seer,
Lig Stjerner gjennem Skyer i Blæst,
Nu tvende Skikkelser til Hest:
Den Ene, straalende i Pragt
Ved Glandsen af sin Purpurdragt,
Mens fra en Turban safrangrønt
I Luften Sløret bølged skjønt.
Spidshuen høit den Anden bar,
Sin Kappe han om Skuldren har,
Og ned fra Bæltet krum og lang
En Damascenerklinge hang.
Saa paa de stolte Hestes Ryg,
Der hæved sig ved mindste Tryk,
Igjennem Ørknen gik det frem;
Og neppe følger Øiet dem,
Mens hen de mod den fjerne Høi
Paa vingeløse Fugle fløi,
Hvis lette Fødder rørte neppe
Ved Jordens sandbestrøede Tæppe.
Hvem var det nys forsvundne Par?
Zuleima og Alonso var
De Tvendes Navn, hvis Billed gik
I luftig Glands forbi dit Blik.
Hvad førte dem ad Ørknens Vei?
Det Haab, som Fare frygter ei,
Som viste, selv i Nattens Gys,
Dem Kjærlighedens Himmel lys,
Som bød dem bytte Trældoms Baand
For Tøilen i den Fries Haand,
For Hesteryggen Slavens Plads
I Beyen Ibrahims Palads.
Thi længst af Ibrahims Corsar
Til Fange gjort, Alonso bar,
Trods Adelsblod og Ridderaand,
En Tyrkeslaves Klædebon;
Og i Paladsets Have sat
Til Vogter for dens Blomsterskat,
Kom hidtil daglig paa sin Sti
Han Beyens Harems Mur forbi.
Her standsede han mangen Gang
Ved Lyden af Zuleimas Sang,
Naar hun — en kjøbt Slavinde fra
Circassien — her i Afrika
Sad med Guitaren i sit Skjød,
Og qvad sin Længsel og sin Nød.
Her saae i Skjul han hende tidt
Om Morg’nen vandre utilslørt,
Til Badet af en Terne ført;
Og snart fremskride rank og frit
I Liliens Dragt, med Sløret hvidt,
Lig Lyset, der sees Mulmet klare,
Blandt Beyens Skavers sirte Skare.
En Aften nu, da Maanens Glands
Hen over Havens Bladekrands
En sølvhvid Taage stille drog;
Da Krattets Nattergale slog,
Og skjult af Viindrurankens Blad
Zuleima selv bag Gitt’ret sad,
Og lod veemodig fra sit Skjul,
Lig Klagen af en fangen Fugl,
I Sukket hendøe Mindets Sang —
Da lød det op fra Havens Gang:
Zuleima! Og med dæmpet Røst,
Som dybt fra et bevæget Bryst,
Det samme Navn gjentoges nu.
Zuleima svarer: Hvo er du,
Som vækker ved mit eget Navn
Mit Hjems Erindring, Hjertets Savn?
Og Stemmen svarer: Kjend til Trøst,
Du Sorgens Barn, en Broders Røst!
Det Savn, som du paa Læben har,
I Sjælens Dyb han længe bar.
Han tæres ogsaa Dag for Dag
Af Længsels-Ormens bittre Nag;
Han skilles og fra Hjemmets Strand,
Fra Slægt og Ven og Fædreland;
Hans Liv er og et vissent Skud,
Hvor Glædens Blomstertop gik ud;
Og Frihedssukket, nys udsendt
Af dig — har han i lang Tid kjendt.
Zuleima hvisker: Arme Ven!
Træd af dit Skjul i Lyset hen,
Og klag for mig din Nød igjen!
Da traadte frem i Maanens Skin
Alonso. Fra den brune Kind
Og hvalte Pande bort han slaaer
Et sort og langt og lokket Haar,
Mens bøiet imod Gitt’ret hen
Han varmt udbryder: Arme Ven!
Saa lød, o Fagre, jo dit Ord;
Og dog en Lykke, mere stor
End hver en Smerte, som jeg led,
End Frihed selv, jeg Arme veed:
Zuleima, ak, din Kjærlighed!
Du Tryllefugl bag Gitt’rets Garn!
Du Morgenrødens unge Barn,
Med Liliens Hvidhed smykket nu!
Klarøiede Gazelle, du!
Du ranke Ceder! Rosenduft,
Ført hid af Østens rene Luft,
Alt — Nutid, Fremtid, Fryd og Savn —
Alt bandt min Længsel til dit Navn!
Saa taler han med smeltet Aand,
Og frem af Gitt’ret nu en Haand
Sig trænger blendende og hvid,
Imens en Røst til samme Tid
Ledsager med et kjærligt Ord
Det Pant, han evig Troskab svor.
Fra denne Time, som forbandt
Zuleima med Alonso, fandt
Hver Midnats drømmefulde Stund
Dem samlet i den stille Lund,
Der med sin Skygge skjermer blid
Uskyldig Elskovs Rosentid.
Men Tidens Vinge flyver frem,
Fra Krigen Beyen ventes hjem,
At see sin ny Slavinde, som
Ham aldrig end for Øie kom,
Og begge Elskende, betrængt’
Af Frygt og Harm, paa Flugt har tænkt;
Og Slaven Azor, Begge huld,
(Hans Bistand vandt Zuleimas Guld)
Nys Vaaben, Heste, Reisedragt,
I Haven ned har Begge bragt.
Der steg til Hest det unge Par;
Og førend Dagen frembrudt var
Og Natten flygted kold og mørk,
De naaede Sandets vide Ørk.
Med Vindens Fart vi saae dem flye,
Nu ride langsomt de paany;
Zuleima trækker Veiret kort,
Slaaer fra sit Ansigt Sløret bort,
Og Hvilens Forsmag alt hun fik,
Mens hun i Sadlen fremad laa,
Da i det samme Øieblik
Alonso sig tilbage saae.
Hvad seer han! Over Sletten hen
Lig Stormen komme fire Mænd,
Og vendende sig hastig om,
Han siger til Zuleima: Kom!
Var Du endog til Døden træt,
Om dobbelt Hast nu gjelder det!
See, hist i Horizontens Rand
Vi Ørk’nens Grændse øine kan,
Hvor Fjeldets Steen i Skyen staae;
Til dette Fristed Flugten gaa,
Før Beyens Tjen’re her os naae!
Saa talt, han hendes Tøiler tog
Og Sporen i sin Ganger jog,
Og som to Fugle nu igjen
De gjennem Luften fare hen,
Og paa den tankelette Fart
Den aabne Ørken svinder snart,
Thi snart er nær det høie Land,
Hvor Klippen Forsvar yde kan. —
Dog bagved dem, hvad rører sig?
Et vinget Bud om Kamp og Krig,
Et Spyd, som Dødsens Budskab bær,
Dem tæt forbi nu hviner her.
Ha! Rytterskaren er dem nær,
Just som Alonsos hvide Hest
Gjør Brug af Kraftens sidste Rest.
Da dreied han omkring den brat
Til Frelse for sin dyre Skat,
Og ud med høire Haand han drog
Sin Klinge og til Jorden slog
Den første Tyrk, som styrted da,
Idet de Andre skreg Allah! —
Nu om Alonsos Liv det gjaldt:
Til høire Ali ham anfaldt,
Til venstre lyner Selims Sværd,
Og Osman spænder sit Gevær.
Snart er forbi det sidste Haab!
Dog hør! Et Knald — og nu et Raab,
Og brat til Jorden Osman sank,
Men i Zuleimas Haand en blank,
En rygende Pistol man saae.
Op til Alonsos Bryst hun laa,
Mens han til Forsvar Kaarden svang,
Og af hans Sadel anden Gang
En ny Pistol hun trækker alt —
Da gjennem hendes Turban faldt
Med Vindens Hvinen Alis Klinge,
Hvorpaa, mens Sablerne de svinge,
De tvende Tyrker ile bort,
Hvis Lyst til Kampen vared kort,
Da i det dybe Sandhav de
Som Dødens Rov de Andre see.
Dog ei de hjemad Flugten tog,
Men mod det høie Land de drog,
Hvor Klippen snart, som raged frem
Med takket Hoved, skjulte dem.
Hen under Klippens Ly, i Læ
Af Fjeldets ranke Palmetræ,
Alonso nu Zuleima bar.
Den gule Turban af han ta’er,
Og skiller ad det dunkle Haar,
Der løsnet sig i Bølger slaaer
Omkring de runde Skuldre ned.
I hendes Pande han en bred
Og aaben Skramme gabe seer,
Af hvilken Blodet meer og meer
I store Purpurdraaber randt.
Forsigtig Saaret han forbandt,
Hvorpaa, mens Afmagt dyb og lang
Zuleimas kjække Sjæl betvang,
Paa Græsset ud han hende flytter,
Og op til Træet Nakken støtter.
Der, af sin Ungdomskraft forladt,
Tilbage bøiet hvilte mat
Den Skjønne nu ved Palmens Rod,
Hvor Kilden kyssed hendes Fod.
Mens saa i Afmagt laa den Feire,
Og mens de trætte Heste leire
Sig fjernt i Græsset, vandrer stille
Alonso langs den køle Kilde,
Og vogter med sit dragne Sværd
Den dyre Skat, hans Hjerte kjær.
Snart træder han den Hulde nær,
Tilviftende med Palmens Blad
En kølig Luft, og spreder ad
Insekternes den tætte Flok,
Der sværmed om den bløde Lok;
Snart staaer i Frastand, stiv, og stov.
Han tvivlende om hendes Liv,
Betragtende med Angst og Gru
De blege Træk — og netop nu,
I Frygt for Tabet af sin Brud,
Med hævet Blik han bryder ud:
O hellige Guds Moder! du,
Som trøster Verden i din Søn,
Bøi naadig Øret til min Bøn!
Hold Døden fjern fra dette Liv!
Det slukte Blik sit Lys gjengiv!
Lad Øiet skue Frelsens Dag!
Og her til Gjengjeld Løftet tag:
At aldrig hun skal kaldes min,
Før som Christinde hun er din;
Før jeg fra hendes falske Tro
Til Naadens Væld har bygget Bro;
Før døbt hun hviler i din Arm
Med Korset tegnet i sin Barm,
Og i din Søns de dybe Vunder
Har skuet Kjærlighedens Under.
Og Under! Som naar Gravens Nat
For Livets Sol sig aabner brat,
Zuleimas Blik sig aabner. Skræk
Sig malte først i hendes Træk,
Mens Sjælen, der saa dybt har blund’t,
I Blikkets Straale svæver rundt.
Men hvor omskiftes Alt med Iil!
Paa en Gang formes til et Smiil
Den fine Læbe — Lilien nær
Paa Kinden straaler Rosens Skjær,
Og funklende det klare Blik
Som henrykt til Alonso gik,
Imens, forglemmende hvert Savn,
Hun aabner vidt for ham sin Favn.
Hist ved den øde Klippe saae
Hun ham lig Sorgens Billed staae,
Men nu med Glædens Liv igjen
Han mod sin Lykke stormer hen,
Hvis Gjenskin her hans Øie smykker,
Mens til sit Bryst han hende trykker.
Han trykked hende til sit Bryst
I Kjærlighedens varme Lyst,
Og længe tause saa de sad,
Foreente — men dog skilte ad.
Thi medens hun med aabent Sind
Ham dybt i Øiet skued ind,
Og ømt ham fastholdt i sin Arm,
Bevæged i Alonsos Barm
Paa selsom Viis sig Hjertet nu,
Og næsten tveedeelt var hans Hu.
Han mindes den svundne Tid,
Da med de Vantroe han i Strid
Som Korsets Ridder fegted kjækt
Imod Prophetens Folk og Slægt;
Da, fyldt af Troens stærke Mod,
Paa Spil han satte Liv og Blod,
Og under det catholske Flag
For Kirken kæmped Nat og Dag.
Men nu — han selv sig næsten som
En Renegat her forekom —
Nu smeltet af sin Elskovs Ild,
Han spiller med sin Tro et Spil,
Hvis Udgang langt fra Æren laa.
Da han begyndte først derpaa,
Saa skjønt dog Spillet tyktes ham,
Saa fjernt fra Troløshed og Skam;
Men her — paa Vei til Slægt og Hjem —
I andet Lys det traadte frem.
Dybt sukked han, og Tvivlens Sky
Fordunkled Øiets Glands paany,
Men ei Zuleima blev det vaer.
Igjen sit Blik hun lukket har,
Thi end af Kampen mat og træt
Og ei endnu af Hvilen mæt,
Er her igjen med blodløs Kind
Hun ved hans Hjerte slumret ind. —
Saa sidder han som Vogter af
En Skat, der ham Bekymring gav.
Tidt i sin Uro kaster han
Et Blik hen over Kildens Vand,
Udtalende i Suk sit Haab:
O, sad hun renset her ved Daab,
Iført det hvide Troens Dække,
O, hvilken Lykke for os Begge!
Forbi er Dagen med sin Glands;
Nathimlen med sin Stjernekrands
Omhvælver atter Ørknens Vei,
Hvor Vinden meer nu bindes ei.
Den iler rask fra Klippens Fod
Det fjerne Middelhav imod,
For fra den steilafskaarne Kyst
At styrte sig til Bølgens Bryst,
At svulme høit ved Havets Barm,
Og kaste brusende med Larm
Skumkrandsens hvide Perlevrimmel
Op mod den stjernesmykte Himmel.
See, paa sin Vei den møder hist
(Fra Palmen, hvor de hvilte sidst,
Paa Flugten atter førte ud)
Alonso med sin unge Brud.
Af Hvilen styrket, kjæk og tryg
Hun gynger sig paa Hestens Ryg,
Mens fremadbøiet stolt og smukt
Afsted hun jager paa sin Flugt.
Han — følgende med agtsomt Sind
Veiviisningen i Stjernens Skin —
En Tid lang i det aabne Rum
Hos hende rider taus og stum,
Til nu med Eet med fremstrakt Haand
Fast gribende om Tøilens Baand
Han siger: stands din raske Fart!
Hold inde med din Ilen! Snart
Vi Tenes naae, den lille By,
Som gi’er os Sikkerhed og Ly.
Der finder jeg en tro Corsar,
Hvis Skib til Oran med os ta’er,
Naar jeg hans Hjertes hede Tørst
Med Sølv og Guld har stillet først;
Og frelst og fri fra Afrika
Til Spanien hjem jeg seiler da
Med Lykken og dens dyre Pant:
Det Hjerte, der til mig sig bandt,
Den Skat, jeg vandt i mine Lænker,
Og som du da en fri Mand skjenker!
Zuleima svarer: Ei blot dit
Er Hjertet, som jeg kalder mit,
Men hvert dets Slag. Min Lykkes Pant,
Alonso, i dit Navn jeg fandt!
Det var mit Suk og sidste Ord
Den Gang i Kampen Staalet foer
Ned mod min Pande som et Lyn.
Med Eet det sortned for mit Syn,
Men skjøndt min Aand bevidstløs var,
I Hjertet dog jeg Navnet bar;
Thi den Gang Lyset atter brat
Igjennembrød min Tankes Nat,
Og da igjen mit Øie saae
Som gjennem Taager dig at staae,
En Støtte lig, ved Fjeldets Rand —
O, klart jeg det erindre kan!
Da mødte mig med Livets Klang
Strax dette Navn. Som Jubelsang,
Der Sorgens Toner gjennembrød,
Det lifligt for mit Øre lød!
Ja, før jeg kjendte dette Navn,
Hvad var mit Liv? Et evigt Savn!
En Død, som kun bar Livets Navn! —
Her greb hun Tømmens slupne Rem,
Og længe tause red de frem,
Til Lyd fra Dybet vakte dem,
Og Bølgeslag, der Gjenlyd gav,
Dem hilste fra det nære Hav.
Foran dem, halv bag Skyens Skjul,
Saaes Maanens Skive rødligguul,
At stige, som af Dybets Grav,
Op af det dunkle Middelhav,
Hvis Bølger let i Lyset bæved,
Jo høiere sig Luna hæved.
Hvor Kystens Næs sig strækker goldt
Alonso med Zuleima holdt,
Og mens de fra det høie Land
See ud mod Horizontens Rand,
Hvorover blank nu Maanen staaer,
Alonso siger: Lykke spaaer
Os dette Lys, hvis Straalekrands
Paa Bølgeveien kaster Glands,
Ad hvilken snart vi drage frem
Fra Trældoms Kyst til Friheds Hjem.
Her han i Sadlen vender sig
Om mod Zuleima — som et Liig
Zuleima sad paa Hesten; Skræk
Afpræged sig i hvert et Træk,
Og som forvirret Øiets Blik
I Møde hendes Elskers gik.
Hvad er der hændt dig? han udbrød,
Hvad har du seet? — „Vor Lykkes Død!
Thi tabt for evig er dens Pant.” —
Her atter hun sin Fatning vandt,
Og under Suk, der dæmpet lød,
Fra Læben Talen sig udgød:
Vel maa jeg skjælve nu, thi viid,
At fra min Ungdoms første Tid
En hellig Amulet jeg bar,
Og dybt i Stenen skaaren var
Halvmaanens rene Billed, og
Som Rand derom Koranens Sprog.
En Dervisch fordum mig den gav,
Som vandt den ved Prophetens Grav.
„Tag den — saa lød den Frommes Ord —
Saa længe som paa Gud du troer,
Paa dette Tegn, af Allah sat
Til Lygte for den mørke Nat;
Paa dette Sprog, som hans Prophet
Ved Thronens gyldne Fod har seet:
Saa længe Stenen du bevarer,
Har du et Værn mod alle Farer.
Men for at ei dens Kraft skal flye,
Og for den stadig at fornye,
Saa bad i Maanens Straaler den
Hver nytændt Maanedsdag igjen!”
Og dette Bud, Alonso, jeg
I mange Aar forsømte ei,
Og stedse, selv i største Nød,
Dens Frelserkraft mig Redning bød.
Men nu — paa Jorden aldrig meer,
Den dyre Skat mit Blik gjenseer!
Ved Palmens Fod, paa Fjeldets Rand,
I Dalens eller Ørknens Sand
Den ligger tabt — og sat paa Spil,
Hvis ei Propheten hjælpe vil
Og os en Bro til Frelsen bygge,
Er her med Livet Livets Lykke!
Da lyste som et Vredens Lyn
Frem bag Alonsos mørke Bryn,
Mens utaalmodig Haanden foer
Fra Sadlen op: En Ed jeg svor,
(Saa udbrød heftig han) at ei
Paa Flugtens farefulde Vei
Din falske Tro jeg dømme skal;
Men ei til Hjælp Propheten kald!
Jeg har et bedre Naadens Pant,
Den Troens rene Diamant,
Der slutter i sit Straaleskin
Vort store Haab og Frelsen ind!
O, see! — og frem i Kjædens Baand
Guds Moders Billed ta’er hans Haand —
O, see! For disse rene Træk
Forsvinder hver en Frygt og Skræk.
Virgo Maria! Trøstens Havn!
Du Hellige, slut i din Favn
Dit tabte Barn! I hendes Sind
Drag med din Naades Solskin ind!
Lad Sjælen, til min Glæde skabt,
Ei i sin Vantro gaae fortabt!
Ja, kosted end det Vold og Vee,
Dit Under lad i hende skee,
At frelst for evig hun maa see
Din Søn i Herlighedens Glands,
Dig selv i Lys, saa reent som hans!
Saa lød hans Bøn, der gled forbi
Zuleima som en Melodi,
Hvis Toner hende uvis lod,
Hvis dunkle Sprog hun ei forstod.
Beklemt, men ikke frygtsom meer,
Hun fremad nu i Natten seer,
Hvor lette Skyer forbi just foer:
O — hvisker rørt hun — lys og stor
Gaaer end Prophetens Seiersbud,
Gaaer Maanen hist af Skyen ud;
End blinke Allahs Stjerner — end
Hans Sendebud, den friske Vind,
Omsvæver styrkende min Kind.
Han holder end med Almagts Haand
Vor Skjæbnes sorte Grib i Baand;
Han vinke maa, før Azrael
Tilvinker Sjælen sit Farvel;
Før Asrafel den som en Gnist
Til Firmamentet bærer hist.
Hun taug og greb Alonsos Haand,
Og han — saa deelt i Sind og Aand —
Af hendes Ord tilbagestødt,
Af hendes Blik tiltrukken sødt,
Han, mens et Smertens Suk han drog,
Sin Arm om hendes Skulder slog.
Paa Nattens Hvalv just Skyen veg,
Og frem den fulde Maane steg,
Et Himlens Lys, hvis Trøst og Fred
I alle Hjerter daler ned,
Hvad Tro end Hjertet hænger ved.
See, hvor den med sit hvide Skin
Belyser her Zuleimas Kind!
Hvordan de mørke Lokkers Krands
Den farver som med gylden Glands!
Hvordan den, sløret til igjen,
I Rummet stille svæver hen!
ANDEN SANG
Et Døgn er svundet. Land og By
Af Nat omhvælvet er paa ny,
Hvis Skygger ruge mørkt og trist
Nu paa Cypresselunden hist,
Hvor som fra Sorgens eget Hjem
Et romersk Tempel træder frem,
Hvis Mure Maanen skinner paa.
To mosbedækte Søiler staae
Som Støtter for det gamle Huus,
Hvis Tag er smuldret hen i Gruus,
Hvis Kuppel længst er styrtet ned,
Hvis Rest af fordums Herlighed
Er kun den søilesmykte Muur. —
Midt i en alvorsfuld Natur
Det staaer et Oldtids Monument,
For Nutids Slægter ubekjendt.
Og lige ud for Templets Fod
Sig Havet blankt tilsyne lod,
Hvis Bølger over Steen og Sand
Sig vælted skummende mod Land,
Hvor, vuggede til Hvile snart,
De tabte trætte deres Fart
Og langs ved Kysten, hvor en Bro
Af Steen var bygget, to og to,
Saa den en sikker Vei afgav
Fra Landet til det aabne Hav,
Laa, gyngende paa Bølgens Speil,
En taklet Baad med røde Seil,
Af sine Folk forladt og tom.
Den hørte til Galeien, som
I Horizontens fjerne Blaa
Paa Havets Dyb for Anker laa. —
Men see, fra Templet (Uglers Hjem)
En Flok Corsarer styrter frem
Og stiller sig paa Kysten op.
Der staaer den, en bevæbnet Trop,
Et Syn, som bringer Hjertet Skræk;
Thi Vildhed skæmmed Alles Træk,
Og ud fra Øiets mørke Bryn
Skød Blikket som det vrede Lyn,
Og fast om Dolken hver Mands Haand
Laa, som om Glentes Fod et Baand.
Et Vink — og Baandet briste vil!
Og frigjort, fyldt af Kampens Ild,
Rovfuglen da vil styrte brat
Sin Fjende ned i Dødens Nat!
I Taushed her dog Skaren staaer;
Hvert Blik hen mod Captainen gaaer,
Mod deres gamle Høvding, som
Imod dem med to Tyrker kom,
Der Beyens Uniformer bar.
Det Selim og det Ali var,
Og Ali strax til Orde ta’er:
Corsarer! her af Guldet tung
Til lige Deling denne Pung,
Naar os mod Beyens Fjender I,
Som brave Musselmænd, staae bi.
Men svigter I det givne Ord,
Som Eders Høvding mig tilsvor,
Da Ibrahims det blanke Sværd
Med Straffens Lyn Jer snart er nær!
Dog fast, jeg veed det, er jer Tro.
Thi hør! Snart nærme sig de to
Af Beyens Slaver, som, forfulgt
Af os, i Tenes har sig dulgt,
Den spanske Ridder og hans Skat:
Dem, som I loved denne Nat
At føre over Bølgen bort.
Men Skjæbnen raader — brat og kort
Skal deres Flugt sig ende. Nei!
Forgjæves Osman kalder ei
Med Raab om Blod fra Ørknen du
Din Broders Haand til Hævnen nu!
Viana — saa Captainen hed —
Sin Stemme hæver stolt og vred:
Nei, Ali! ved Propheten, nei!
De Tvendes Død jeg svor dig ei,
Og Død skal Ingen af dem naae,
Skjøndt Beyens Villie lydes maa.
Imedens Selim griber her
Slavinden, naar hun træder nær,
Skal bunden, hvis han værger sig,
Den spanske Slave følge dig
I Baaden til Galeien ud.
Der Ibrahims, vor Herskers, Bud,
Som paa din Ganger du faaer hente,
I Mag og Ro jeg vil afvente.
Saadan besmykkende sin Svig
Den gamle Høvding fjerned sig,
Imens hans Mandskab, stillet op
Paa Sandet i en dobbelt Trop,
Adlyder Ordren, nylig hørt:
Den ene Trop, af Selim ført,
I Templets Forhal træder ind,
Mens Ali med forbittret Sind,
Og pønsende paa Hævnens Daad,
Den anden til Galeiens Baad,
Langs Kystens Steenbro fører ned.
Ved Roret vælger han sig Sted;
Og over Toften strakte hen
Sig hvilte nu Vianas Mænd,
I Taushed og forventningsfulde
Om hvad dem Natten bringe skulde.
___________
Ei langt fra Kysten Tenes laa
(En Ørnerede i det Blaa)
Med hvide Taageskyer om,
Saa halvt kun frem dets Mure kom.
Dem snoede sig en Vei forbi,
Der snart indknebet til en Sti
Sig slyngede fra Høiens Rand
Nedad mod Kystens flade Land.
Der løb den fort, til, for en Stund
Tabt i Cypressens dunkle Lund,
Den atter sig tilsyne lod
Ved Templets brudte Marmorfod,
Hvorfra den sig mod Havet vendte,
Og der sit Løb i Sandet endte.
Ad denne Vei, fra Tenes ud,
(Nys vakte af Vianas Bud)
Gaaer nu Alonso med sin Brud.
Langs Haverne de vandre hist,
Hvor Myrthens og Orangens Qvist,
Hvor Ambra og Jasminens Duft
Dem krydre Nattens rene Luft.
Et sneehvidt Slør fra Haaret ned
Zuleima over Skuldren gled,
Og fast om Brystets Hvælving lagt
Er Pelsen som en Reisedragt.
Som Kjøbmand klædt, Alonso gaaer,
Om Knæet ham hans Kaftan slaaer,
Og inden for, bag Bæltets Rand,
Dolk og Pistoler bærer han,
For — hvis igjen der truer Fare —
Paa Ærens Kald at kunne svare.
Saa vandre de med lette Skridt.
Dog mens Alonsos Øie frit
Og modigt svæved vidt omkring,
Fra Dalens Dyb til Maanens Ring,
Zuleima mørk hen for sig saae,
Thi mørke Tanker bar hun paa.
Hvorfor saa taus? Hans Spørgsmaal klang,
Just som de sagtned deres Gang
Og fra de sidste Haver ned
Imod Cypresselunden skred:
Hæv kun, du Elskte, frit dit Blik!
Ei med din Talisman forgik
Vor Lykke, nei! bag Lundens Træer
Den vinker os i Lysets Skjær.
Ja, fra Cypressen vinker den,
(Gi’er sagte hun til Svar igjen)
Fra Sorgens Lund den flyver ud,
Men kun som Dødens Sendebud.
Igjen mig Døden gjestet har!
Knap jeg i Nat indslumret var,
Før til Circassien Drømmen bar
Mig paa sin dunkle Vinge frem,
Og jeg var atter i mit Hjem.
Nær Hyttens Dør, ved Flodens Bred,
Hvor den i Kløften strømmer ned,
Jeg saae mig selv i sneehvid Dragt
Paa Engens bløde Grønsvær lagt,
Og lette Pust af Aft’nens Vind
Jeg følte røre ved min Kind.
Da over Engen Toner gik
Som af en sørgelig Musik,
Og Par ved Par, og Haand i Haand,
Jeg skued med bevæget Aand
De fordums Legesøstre drage
Forbi mig, under dæmpet Klage,
Mens over mig, som Venskabstegn,
De strøede ud en Blomsterregn.
Og En af dem — det Adah var,
Hvem høit jeg en Gang elsket har —
Hun, med et dybt Suk og forgrædt,
Stak mig i Haanden en Bouqvet.
Hvad gjør du, Elskte? hvisked jeg.
Hvis strøer I Blomster over mig?
Og hvorfor mig i Haanden nu
Den hvide Rose lægger du? —
Vi stede dig til Jorden — lød
Den Huldes Gjensvar — du er død;
Ei blot din Lykkes Blomsterskud,
Men Livets Lys, for dig gik ud.
Din Aand er ved Prophetens Grav,
Hvor den paa Paradiis gjør Krav.
Her taug Zuleima. Huldt forvirret
Hun modløs paa Alonso stirred,
Hvem Talen om Prophetens Grav
Det gamle Stik i Hjertet gav.
Med Ord, hvori der Mishag laa,
Han hende fremad bød at gaae;
Men lænket fast stod hendes Fod,
Thi klart sig just tilsyne lod,
Først nu af hendes Øie seet,
Paa Markens Høi et Minaret,
Det ranke Taarn, hvorfra til Bøn
Indstævnes daglig Troens Søn.
Ved Taarnets Syn erindret om
Sin Pligt, nedknæler her hun from,
Og trende Gange dybt mod Øst
Til Jorden bøied hun sit Bryst.
Saa tog sin Rosenkrands hun frem,
Hvis Perler, før hun talte dem,
(Og til enhver en Bøn der hørte)
Andægtig hendes Mund berørte.
Alonso taus hos hende staaer,
Ved Synet stærkt hans Hjerte slaaer,
Og Smerten, som hans Sind henrev,
Til en Afgjørelse ham drev.
Ei længer tvingende sin Harm,
Han pludselig, med fremstrakt Arm,
Det perlesnoede gyldne Baand
Udriver af Zuleimas Haand:
Bort! raaber han med opbragt Aand,
Bort med din falske Rosenkrands!
Her er den ægte! den, hvis Glands
For Jord og Himmel lyser skjøn
I Verdens Sol, Marias Søn!
Med disse Ord af Barmens Gjem
Trak selv sin Rosenkrands han frem,
Hvorved et Crucifix der hang;
Og mens i Haanden han den svang
Og op den holdt i Maanens Skin,
Han med et stærkt bevæget Sind,
Hvori den faste Villie boer,
Nu gi’er sig Luft i disse Ord,
Der, mens fra Læben frem de kom,
Klang halv som Bøn og halv som Dom:
Zuleima! jeg har holdt min Ed;
Din falske Tro, du selv det veed,
Jeg med et Ord berørte ei
Imens vi drog ad Farens Vei.
Men snart vi staae paa Hjemmets Kyst;
Thi lad mig vælte fra mit Bryst
Den Byrde, som det længe bar,
Den Tanke, som min Piinsel var!
Sværg her — ved Crucifixet her —
At du, saa vist som du har kjær
Min Lykke og min Sjælero,
At du Prophetens falske Tro,
Mens dette Kors du sværger til,
Paa Spaniens Strand afsværge vil!
Til Jesus sværg, Guds egen Søn!
Sværg til Madonna, som til Løn
Dig aabner Himlen alt paa Jord!
Sværg til det lyse Helgenchor,
Hvis Bønner, under Lov og Priis,
Dig bane Vei til Paradiis!
Her stivt han paa Zuleima saae,
Der knælende foran ham laa,
Mens Straaler frem af Øiet skød
Og Sjælens Mod sig Bane brød
I disse Ord: Alonso, nei,
Nei, denne Ed jeg sværger ei!
Selv om jeg turde, vilde dog
Mig Tungen negte her sit Sprog,
Thi reent af Allahs Kraft forladt
Den skulde døe og visne brat.
Ja, er end priset og tilbedt
De Christnes hellige Prophet,
Den Største dog jeg hænger ved,
Ved Guds Apostel, Mahomed,
Hvis Navn paa Allahs Throne staaer,
Hvis Kraft fra Jord til Himmel naaer,
Hvis Aand i Luften farer hen,
De fire store Engles Ven!
Han som til Livets Kilder gik
Og drak af Lysets Aanders Drik,
Som har den Enes Stemme hørt,
Da han for Thronen frem blev ført,
Da han i Natten, klar og høi,
Til Himlen paa Al Borak fløi.
Ti med den falske Hednings Ord!
Alonso raaber — her paa Jord,
Og hist i Naadens Himmelhavn,
Forbandet er hans frække Navn!
Hold inde med den vantro Røst,
Der vækker Harmen i mit Bryst;
Der la’er mig glemme dig og Alt
For Smerten, ved dit Ord fremkaldt!
Ja, paa min Kjærlighed ei meer
Som paa det Første nu jeg seer.
Din Redning fra den største Nød,
Lys for din Sjæl i Liv og Død,
For den Fortabte Frelsens Fred,
Min Tanke nu kun dvæler ved!
Thi sværg — o hør mit Hjertes Bøn!
Sværg til Gudsmoders høie Søn,
Hvis Billed dig fra Korset naaer,
Hvis Throne hist i Lyset staaer;
Til ham, hvis Haand har ene Magt
At sønderbryde Mørkets Pagt,
Som har din Sjæl i Lænker lagt!
Sværg til det Kors, hvor Livet brød,
For os til Frelse, frem af Død!
Bøi dig i Støvet for hans Fod!
Knæl for det dyrebare Blod,
Der purpurrødt, som Naadens Pant,
Frem af de dybe Vunder randt —
Du tier? — Sværg! sværg, at du troer!
Du taler ei? — Saa hør mit Ord!
Saa høit jeg elsker dig, at ei
Paa de fortabte Aanders Vei
Jeg længer dig kan vandre see,
Om end det Værste skulde skee —
Sværg eller skjælv! — Ved disse Ord
Med Haanden han til Bæltet foer,
Og som en Korsets Kriger stolt
Trak han Pistolen frem og holdt
Den mod Zuleimas Pande ned.
Saa stod han, mens fanatisk hed
Hans Pande brændte; purpurrød
Op i hans Kinder Farven skød,
Og Lidenskabens vilde Glød,
Der lyste frem af Øiets Flammer,
Zuleima her med Lynet rammer.
Hun — rettende sit Blik imod
Hans Øie, hvori Dommen stod,
Med Knæet bøiet for hans Fod
Nedbøiede sig meer og meer,
Mens halv bevidstløs op hun seer.
Da hører hun paa ny hans Ord:
Sværg at paa dette Kors du troer!
Og nu, med neppe aabnet Mund,
Halv som fra Graven hvisker hun:
Ei meer som Gabriel dit Blik
Af Mildhed lyser — Præg det fik
Af Dødens Engel, Azrael,
Der vinker Sjælen til Farvel,
Og mørk som Eblis her du seer
Paa mig, hvem ei du elsker meer.
Men jeg dog elsker dig! Ja, giv
Mig Døden kun og tag mit Liv!
Død bringer ingen Skræk min Aand,
Naar brat den kommer fra din Haand.
Nu lukker jeg mit Øie til,
Og før det atter aabnes vil,
Har Nattens mørke Land jeg seet.
Kun dette Suk — saa er det skeet.
Een Allah er, een hans Prophet!
Ved disse Ord sit Øie fast
Zuleima lukked til i Hast,
Og laa foruden Tegn paa Liv
Lig Marmorstøtten stum og stiv.
Endnu som før Alonso stod,
Endnu han Vaabnet synke lod
Mod hendes hvide Pande ned:
Da — heftig han tilbage skred,
Og mens forvirret rundt han saae,
Som om en Røst han hørte paa,
Omkring Pistolen greb han haardt
Og slynged den i Luften bort.
Stiv, stum han stod, og end hans Blik
Som frem af mørke Drømme gik —
Da paa sit Offer saae han ned,
Og Haandens Flade sagte gled
Over Zuleimas Pande hen.
Hun skjælved — og nu let igjen
Strøg Haanden over Øiets Bryn:
Da brat oplodes hendes Syn,
Da steg igjen den sunkne Barm,
Og mens Alonsos stærke Arm
Fra Jorden hæved hende selv,
Af hendes Øine Taarens Elv
Med slig en Voldsomhed frembrød,
At fast i Taarer bort hun flød.
Stærkt skjælved hun i Hjertets Nød,
Halv opløst hang hun i hans Arm,
Med Panden støttet mod den Barm,
Hvori den bittre Anger boer.
Høit afbad han sin Skyld med Ord,
Og Bud imellem Begge gik
Snart Trøstens og snart Glædens Blik.
Saa stod de med bevæget Bryst
Som deelte mellem Sorg og Lyst,
Og dybt den Tankes Fryd de nød,
At Intet — Liv saa lidt som Død —
Dem at adskille meer formaaer;
Thi hvad kun Hjertet ret forstaaer,
For evig nu de Begge veed,
At meer end Tro er Kjærlighed.
___________
Ved Skovens Rand, som for dem laa,
Paa ny de Flygtende vi naae,
Just som de styre deres Trin
I Skyggen af Cypressen ind.
Ved Mindet hænger Begges Sind,
Og under Gangen intet Ord
Forkynder hvad i Hjertet boer. —
Saa vandred tause de en Stund,
Indtil de fra den dunkle Lund
Nu traadte frem paa Templets Grund,
Hvor Synet af den aabne Kyst,
Af Himmelteltet, høit og lyst,
Af det uendelige Hav,
Dem Friheds fulde Indtryk gav.
Som trylled’ de sig saae omkring
I Horizontens vide Ring,
Hvor Lysets Stribe klar fremsprang.
Paa Himlens Hvælving Maanen hang,
Fra Søen Bølgebrusen klang,
Mens Vindens Pust, der frisk dem naaer
Let krusende Zuleimas Haar,
En lykkelig Seilads dem spaaer. —
See, ved Alonsos Side staaer
Hun hist paa Kysten, medens han
Mod Baaden raaber ud fra Land:
Halloh! — Halloh! fra Baaden op
Gjenklinger over Bølgens Top
Og gjennem Luften toner hen.
Halloh! fra Skoven høit igjen
Som et forstærket Echo lød.
Alonso Baadens Mandskab bød
At heise Seil og lægge til
Ved Broen, hvor han møde vil;
Og ud nu paa de flade Steen,
Fulgt af Zuleima rask og treen,
Mens Baaden, som med høirødt Flag
Sig nærmed under Aarers Slag,
Der Vandet trindt med Skum bedækker,
Sin Forstavn til ved Broen lægger.
I Baaden ud, paa Dækket op,
Alonso sprang fra Stenens Top,
Og neppe der stod fast hans Fod,
Før Armene han strækker mod
Zuleima, som han vented paa.
Eet Skridt endnu hun gjøre maa,
For at hun, fanget af hans Arm,
Sig trygt kan hvile ved hans Barm:
Da — bort fra Broen Baaden gled.
Hun seer Alonso styrte ned
Paa Dækket, hvor i Kamp han stred
Fortvivlet med Corsarer, som
Fra hver en Kant imod ham kom,
Og nu med Reb ham surre fast
Med Ryggen imod Baadens Mast.
Mens Baaden selv med heiste Seil
Let over Bølgefladens Speil
I sagte Gyngen glider hen.
Bort fra Zuleima seiler den!
O, see! tilbage staaer hun nu
Paa Stenen, med forstenet Hu.
Men Blikket, der først stirred stivt,
Paa een Gang, som ved Haabets Drift,
Mod Landet rask sig dreier om;
Dog der fra Templet ud just kom
En væbnet Flok, af Selim ført,
Hvis Plan var hende strax afslørt,
Saa snart mod Broen skrider hen
I sluttet Trop de barske Mænd:
Da — sku Zuleima! — Turban, Slør
Og Pels paa Jorden rundt hun strøer,
Seer med et Smiil sig kjækt omkring,
Og vovende det store Spring
Fra Liv til Død, paa Hjertets Bud,
Hun sig i Havet kaster ud. —
Et Øieblik hun borte var —
Dog nu hun Dybet skuet har,
Og atter opad hende bar
En Bølge, mens hun hvilte tryg
Sig paa dens skumbedækte Ryg.
Med Armen roer hun frem i Hast,
Med stive Blik hun stirrer fast
Mod Baaden hen, der krydse maa,
For at Galeien den kan naae.
Et Slag den gjør — og dreiet om,
Den hende tæt forbi nu kom,
Og hurtig som et Lyn hun greb
I Vendingen det tynde Reb,
Der slæbtes efter Kjøl og Ror
Midt i det lyse Bølgespor.
Fast holdt hun det som Frelsens Baand,
Idet hun slog sin høire Haand
Om Baadens Reling med et Blik,
Der født af Hjertets dybe Trang
Saa bønligt op til Ali gik.
Dog Alis vrede Stemme klang:
Bort med din Haand! Til Dybet gaa,
At Osmans Sjæl sin Hævn kan faae!
Her, gribende sit korte Sværd,
Der just paa Toften laa ham nær,
Afhugger han med eet Hug brat
Zuleimas Haand, der strax forladt
Af Armens Kraft i Bølgen ned,
Ak, under Jammertoner gled.
Selv hun den fulgte, mens en Flod,
Der strømmede med Purpurblod,
Ustandset frem af Armen brød.
Dog dette Hug blev Alis Død;
Thi da fra Masten Sværdets Daad
Alonso saae, lig skjørest Traad
Han Linen søndersled, der fast
Ham bunden holdt til Baadens Mast.
Fortvivlelsen af Frygt ei veed;
Som Stormen styrter Alt han ned,
Rev Sværdet ud af Tyrkens Haand —
Et Skrig — og op fløi Alis Aand,
Mens ned i Bølgen, lys og blank,
Hans turbanklædte Hoved sank.
Saa styrted sig Alonso ud,
At dele Skjæbne med sin Brud,
Hvem just han greb, da hun, begravet
I Afmagts Nat, sank ned i Havet.
Og fulgt af Havets dumpe Larm,
Han roede med sin høire Arm,
Mens over Bølgens blege Top
Hans venstre hende løfted op.
Endnu var Livets Lys ei slukt,
Endnu var Øiets Laag ei lukt,
Og synlig end sig hendes Barm,
Trods Dødens Gysen, hæved varm.
O Haabets Glimt! Med modigt Bryst
Imod den alt saa nære Kyst,
Der laa i Maanskin foran dem,
Han dobbelt rask nu svømmer frem:
Da — bag ved Begge pludselig
En taarnhøi Bølge løfted sig,
Mens lig en dæmpet Sørgesang
En Brusen over Havet klang.
Og Bølgebjerget fremad ruller,
Det naaer den kjække Svømmers Skulder,
Og som en Grav for tvende Liig
Det vælter om og lukker sig.
Endnu da Bølgeslaget skeer,
Man over Vandet Begge seer;
Men da tilbage Bølgen synker,
Da Søen glatter de dybe Rynker
Og Skummet Havfladen tykt besneer,
De saaes ei meer — de var ei meer.
___________