Brat af Slaget rammet,
kastet haardt til Jord,
ligger brudt og lammet
du, vor gamle Mor.
Har du anden Tanke
nu, end "lid og taal!"
saa forkynd, o Danmark,
mig dit Fremtidsmaal!
Søn! Elendig, ussel,
Hjertet fuldt af Nag,
tænker jeg med Blussel
paa mit Nederlag;
men trods Ve og Vaande,
trods hver bitter Skaal,
holder fast i Haabet
jeg mit Fremtids-Maal.
Faar ved Fredens Frugter
først mit Saar jeg lægt,
snart jeg mig optugter
da en Helteslægt:
Ynglinger i Plade,
Drenge, klædt i Staal,
Mænd med faste Hjerter,
det er Danmarks Maal.
Dernæst jeg opdrager
mig en Pigeflok,
som ej Hjemmet vrager,
som i lidt har nok;
ingen Døgnets Flaner,
rendt fra Bog og Naal;
fromme, stærke Kvinder, —
det er Danmarks Maal.
Saa min Hu mon stande
til en Ven, en kæk,
som med mig vil blande
Blod og ikke Blæk;
som ej troløs svigter,
høres Fjendeskraal:
Trofast Broderforbund, —
det er Danmarks Maal.
Kroner Lykken Enden,
har jeg først de tre,
Drengen, Pigen, Vennen,
svinder al min Ve.
Da til Lurens Toner
blusser Bavn og Baal:
Slesvigs Land genvundet!
Det er Kampens Maal!