Du grønklædte Dal midt i Ørkenens Sand
med kølige Kildevæld!
du Fristed, der hused den fredløse Mand;
du gæstfri Telt, Farvel!
Du svaled det brændende Saar i mit Bryst;
du kvæged den trætte Sjæl.
Du Plet, hvor jeg blunded i Glemselens Lyst,
du Fredens Dal, Farvel! —
Han vender sin Ganger; saa rider han ud
ad Ørkenens vildsomme Sti. —
Der farer paa Himlen et Stjerneskud. —
Forbi, forbi, forbi!