Ved Festen paa Gram for Hans Kryger
(1869)
(1869)
Hel trang er nu Tiden i Sønderjylland
til Glædesfest;
med Sorgen i Sinde hver Dannemand
maa gaa til Gæst.
Brudt er nu Ledet, som Vangen har hegnet:
Volden er sløjfet og Virket er segnet,
og Klagen den lyder for Danmark.
Vi saa jo vort Land alt saa mangen en Gang
i onde Kaar;
end saa vi dog aldrig en Vinter saa lang.
det blev jo Vaar.
Dengang den kullede Greve var Herre,
aldrig var Nøden og Vaanden jo værre;
der kom dog en Hævner for Danmark.
Er Egen end fældet, der knejste prud,
se, Stubben staar,
og frodigt skyder den friske Skud,
mens Tiden gaar.
Bøjes end Folket i Trængsel og Smerte,
Troen og Haabet dog gror i dets Hjerte,
og Haabet, det peger mod Danmark.
Og Sandhed og Ret har en Kraft i sin Røst
mod Svig og Vold,
og Folkets Liv har i Folkets Bryst
sit Værn og Skjold;
Tanken i Hjertet kan Lænker ej binde,
Tonen fra Vuggen og Fædrenes Minde
og Sangen, der lyder om Danmark.
Hil være den trofaste Dannemand,
som aldrig træt
paa Thing og paa Stævne holdt modig Stand
for Folkets Ret!
højt har han mælet, hvor Faa kun det turde;
Venner og Fjender, naar han tog tilorde,
fornam, at vor Hu staar til Danmark.
Hans Kryger skal mindes, mens Troskab bor
i Danskens Bryst,
og det skal her vidnes, at hvert hans Ord
var Folkets Røst.
Vort er det Banner, han dristigt har hævet;
vort er det Haab, som paa Fanen staar skrevet
»Vi kommer tilbage til Danmark!«