Fra Sønderjyllands Kvinder
med Brudegaven (Saxos Danmarks Krønike) til Kronprinsesse Lovisa
med Brudegaven (Saxos Danmarks Krønike) til Kronprinsesse Lovisa
I Fjendevold vi sidde ved Thyras brudte Led;
men i al Danmarks Glæde vor Røst skal klinge med.
Igennem vort gamle Rige skar Sværdet dybt en Rift;
men ingen Grændsepæle kan standse Hjertets Drift.
Vi vil ej blande Klager i Brudefestens Lyst;
vort Mod blev ikke kuet i Modgangens Dyst;
vort Hjerte blev styrket i Trængslernes Daab
til urokkelig Tro, til uslukkeligt Haab.
Vær hilset og velsignet, du kongelige Brud!
for din og Danmarks Lykke vi bede til Gud;
du er jo vor egen: vi høre dig til;
vor egen Dronning vorder du engang, om Gud vil.
Modtag vor Brudegave, den gamle Mindebog;
du, Nordens Kongedatter, forstaar jo vort Sprog,
og gerne vil du agte paa Krønikens Skrift,
og dit Hjerte vil glædes ved Fædrenes Bedrift.
Og undrende prise den Gud, som mangen Gang
har ført vort Folk til Frelse gennem Tidernes Trang,
og du vil elske Danmark i Nød og i Lyst,
og Folkets Sorg og Haab vil du rumme i dit Bryst. —
Hvor Volden er sløjfet, der staa nu vi paa Vagt
med Troens tavse Værge, med Hjertets stille Magt;
vi fostre op en Slægt, som med staalhærdet Mod
vil holde fast ved Danmark som Stammen ved sin Rod. —
O, naar du gæster os engang, — Gud sende snart den Dag! —
naar Dannebroge vajer fra hver en Hyttes Tag,
naar Sejrens Jubel klinger, — vel har du nu saa tidt
hørt Festens Glædestoner ombruse dine Skridt, —
Men da skal du fornemme en Hjertets Jubelsang,
saa stærk og dyb, som aldrig end for dit Øre klang,
og føle stolt, — mens atter vort Land er helt og frit, —
at du er Danmarks Datter, og Danmarks Held er dit!