Til Christian Flor
Den 7de November 1869
Den 7de November 1869
Der var en Tid, — dens Minde staar
til Spot og Harm tillige, —
da Dansken fristed Tiggerkaar
i Danmarks eget Rige;
hvert frit og mandigt Ord, der faldt
imod de tydske Lænker,
i Dannerkongens Raad blev kaldt
for Oprørsfærd og Rænker.
En lille Flok dog dristig gik
med Ordets Sværd i Dysten
tiltrods for vrede Herskerblik
og fornem Hovedrysten.
De vakte Danmarks Folk af Blund
med Lurens Toner stærke
og rejste stolt paa Danmarks Grund
det danske Bannermærke.
Der kom en Tid med Sværdeklang,
med Brag og Blod og Flammer,
med Slagets Drøn og Sejrens Sang
og Nederlagets Jammer;
med Haanden klemt om Sværdet fast,
med alle Sener spændte,
end paa det sidste Terningkast
maa Danmark staa og vente.
Men under svare Tiders Vægt
vi skal dog ikke glemme
de Mænd, som først en søvnig Slægt
har vakt med mandig Stemme;
de viste Vejen uforsagt;
de tændte Lys i Mørke;
om Friheds Vugge stod de Vagt
med Sandhedsordets Styrke.
En Stridsmand staar blandt os idag;
nu har han Sne i Lokken; —
han stod dengang for Danmarks Sag
som Høvding kæk i Flokken;
endnu naar Sønderjyllands Mænd
til Alvorsraad sig samle,
de mindes maa den Tid igen
og Høvdingen den gamle.
Hil ham, hvis Haab og Mod ej faldt,
hvor trang end tidt var Banen!
Hil ham, som naar og hvor det gjaldt,
har aldrig svigtet Fanen!
Gud unde ham at se den Stund,
naar Danmarks Banner vajer
paa hele Danmarks frie Grund
engang igen med Sejer!