Edvard Lembcke (1815–97)

Kom I hid for at se til det fædrene Hus, for at kvæges ved Brødrenes Røst?

for at fylde med friskere Mod Eders Sind og med Frihedens Luft Eders Bryst?

O, saa kom, lad os bytte vor Sorg og vort Haab; lad os skifte et broderligt Ord;

vi har stirret saa troligt med Længsel mod Syd, som I, Brødre, har stirret mod Nord.

Vi har hørt Eders Suk, vi har delt Eders Nød; vi har spejdet i Øst og i Vest

om et Glimt, der kan bryde den rugende Sky, om et Pust af den rensende Blæst.

For den Ventende sniger sig Tiden saa sen; hver en Dag er saa tung som et Aar; —

men en Mand tør ej sidde med Haand under Kind, han maa bruge sin Dag, før den gaar.

Bring den Hilsen da hjem, at vi vente som Mænd, holde fast paa vor Tro og vort Haab,

at vi trolig staa Vagt, om end Natten er lang, til vi høre det vækkende Raab.

At vi hærde vor Arm, at vi hvæsse vort Sværd, at vort Blik skuer frem til den Dag,

da de vældige Kræfter skal mødes i Dyst, da til Doms vi kan stævne vor Sag.

Og naar Ingen da svigter, da tør det vel ske, at vort Land, som er plyndret og delt,

om Gud vil, kan afryste Forsmædelsens Aag og kan rejse sig herligt og helt!