Til Sønderjylland
1867.
1867.
Vor Længsels Land, vor Smertes Land,
du, stolte Minders Bo!
her kun ved Beltets smalle Rand
vi skilles fra din dyre Strand;
o, kunde dog vort Haab, vor Tro
nu slaa til dig en Bro!
Du Ædelsten, til Smykke sat
paa Danmarks blanke Skjold,
vor Hædersarv, vor Fædreskat,
som vi har tabt den Skændselsnat,
da Tydsken, uden blodig Told,
red over Thyras Vold!
Hvor danske Heltevugger stod,
hvor ingen Plet er tom
for Spor af Danskes Daad og Mod,
der sætter Tydsken frækt sin Fod
paa vore Graves Helligdom,
som Ingen værner om!
Du knuges uden Hjælp og Trøst
frækt af en Røvers Arm;
hvert Bølgeslag om Danmarks Kyst
er som et Dødssuk fra dit Bryst; —
da knytter sig hver Haand i Harm:
da koger hver en Barm.
I Brødre, som i Trængselsdyst
med Klippetro holdt ud,
o, kunde vi med Varselsrøst
nu sende Haab og sende Trøst,
og bringe Jer i Nattens Slud
et Morgenrødens Bud!
Ja, kom du snart, kom blodigrød,
du store Gengældsdag!
med Lynets Glimt, Orkanens Stød,
med Sejer eller Hædersdød!
og lad blandt stolte Tordners Brag
os hilse Danmarks Flag!