Edvard Lembcke (1815–97)

Solens Straale kom ind med Bud,

hvisked med lokkende Stemme;

»Sid ej hjemme;

alle Mand herud!

Sommeren drager jo med sejrende Flag

stoltelig ind under Bøgenes Tag,

hilst af Sange

paa den lange,

lyse Sommerdag.«

Og fra Byens den tunge Luft

drog vi og tøvede ikke,

for at drikke

Skovens friske Duft.

Her kan vi tumle os, og her kan vi staa,

hver som han lyster, paa Top eller Taa;

i de svale,

grønne Sale

skal det lystigt gaa.

Gamle Skov i din unge Pragt,

her er det lifligt at bygge;

i din Skygge

bor en lønlig Magt;

Bølgen, der sladrer mellem Sivet saa smaat.

Bladenes Hvisken forstaa vi saa godt;

vi fornemme,

vi er hjemme

i dit grønne Slot.

Som du kvæger os her idag,

har vore Fædre du kvæget,

de har leget

under samme Tag.

Kued dig Vinteren saa lang og saa haard,

staar du dog atter forynget i Vaar:

dine fagre

Lokker flagre

kækt paany hvert Aar.

Gamle, dejlige Fødeland,

svømmende Lilje paa Vove!

dine Skove

elsker Barn og Mand.

Plukked dig Vinteren med Rovfugleklo,

o, gid din Lykke med Vaaren maa gro,

i de svale

Bøgesale

Sang og Glæde bo!