Jeg ved et Hus med stille Sale,
hvor Jordens Larm ej trænger ind;
ej Verdens kummerfulde Tale
forstyrrer der det frie Sind;
der rinder Livet klart i Ro;
der er saa trygt og godt at bo.
Ej Guld og Sølv er der at sanke;
der trælles ej for Jordens Frugt;
der løses Sjælens bundne Tanke
og prøver sine Vingers Flugt
og svæver som den unge Bi
paa Foraarsengen let og fri;
Og den, som dvælet har derinde,
han glemmer aldrig denne Tid;
han hviler ud i dette Minde
og styrkes under Livets Strid;
af hans Erindrings hele Krands
har intet Blad saa ren en Glands.
Du selv, o Gud, har Huset bygget,
som freder om vor Barndomsstund:
af dine Palmer overskygget
det hvile paa din faste Grund!
hold over det din milde Haand
og fyld det med din Sandheds Aand!
Kundskabs Fader, Visdoms Væld!
til vor Gjerning giv os Held!
hvad her plantes, lad det lykkes;
hvad her grundes, lad det bygges
paa den rette Hjørnesten!
Lad en Slægt opfostres her,
sund og flink til Livets Færd,
som kan vogte, som kan hædre
Arven fra de høje Fædre,
Danmarks Sprog og Danmarks Navn!