Med Faner i Spidsen gik Strømme af Liv,
der mødtes i Spænding, i Spot og i Kiv,
bevæbnet med Krudt og med Knippel og Kniv,
med Spyd og med Slynger og Stene.
Og Græsset blev næret med Byger af Blod,
og Dyndet blev rødt om den graadige Rod,
og Helvedes Slagter fik aabnet sin Bod
for Ravn og for Grib og Hyæne.
Det hænder endnu mellem Rige og Land,
at Fanerne fører til Mord og til Brand.
Der stryges af Marken ti Tusinde Mand
med snare og sikre Maskiner.
Paa mægtige Valer, som vi fik at se,
gaar Døden ej mere og mejer med Le.
Nej Fart har vi bragt over Virken og Ve
og Kunsten at skabe Ruiner.
Vor Fane har Rovtiders blodige Glød,
som lyser af Korset i Ageren rød,
Forblødningens Tegn fra en voldelig Død —
men skræmmer nu ingen tilbage.
Naar højt den paa Stangen er hejst over Tag,
strakt ud gennem Vindenes svingende Drag,
forkynder dens Farver en glædelig Dag,
en Højtid blandt Menneskets Dage.
Til Kamp med vor Fane dog stadig vi gaar,
til Kamp imod Svækkelse, Sygdom og Saar,
til Kamp for vor Slægt i de kommende Aar,
for Menneskets hellige Lykke.
Lad Fanen kun falme i Vindenes Vift,
vi løfter den roligt, trods Ryk og trods Rift,
thi endnu har Dragen sin Ild og sin Gift,
om end den er veget et Stykke.
Der gaar som et Korstog mod Fremtidens Land,
at bygge det Volde med Afgrundens Rand,
og Hærene vokser med Mand efter Mand,
som vindes ved Sundhedens Sejre.
Saa følge da Held over Tag, over Tind
den vajende Dug i den vuggende Vind!
Den føre vor Hær over Fremtiden ind
de skønneste Fester at fejre!