Thøger Larsen (1875–1928)

Larsen (ved Daaben Larsen Underberg), Thøger, 1875–1928, Forfatter. F. 5. April 1875 i Tørring ved Lemvig, d. 29. Maj 1928 i Lemvig, begr. sst. Forældre: Husmand, Møllebygger Peder Larsen (1842–92) og Kirsten Dalgaard Thøgersen Underberg (1838- 1916). Gift 10. Sept. 1904 i Søndbjerg med Thyra Bolette Emilie Christine Kipnasse Paludan, f. 3. Dec. 1872 paa Hornskovgaard, D. af Proprietær, senere Plantør Johan Kipnasse P. (1834–1914) og Emma Hansine Torp (1841–1911).

Larsen tog Realeksamen 1892 i Lemvig, var Huslærer 1892–95 og 1896–1911 Landinspektørassistent. 1904–22 redigerede han »Lemvig Dagblad«, og 1923–25 udgav han Tidsskriftet »Atlantis«. Han udsendte sine første to smaa Digtsamlinger »Jord« (1904) og »Dagene« (1905) paa eget Forlag. De efterfulgtes af »Det Fjerne« (1907), »Bakker og Bølger« (1912), »Slægternes Træ« (1914), »Udvalgte Digte« (1917) og »I Danmarks Navn« (1920). Desuden oversatte Larsen Omar Khaijam (1920) og skrev Novellesamlingerne »Fjordbredden« (1913) og »Kværnen« (1915). Hans sidste Arbejder blev en poetisk Gengivelse af Eddaen, »Nordens Gudekvad« (1926) og en Oversættelse af Snorres Eddasagn (1928). Han studerede gennem mange Aar Astronomi, og nogle af sine Studier har han offentliggjort i »Stjerner og Tider« (1914). — Allerede Larsens to første smaa Digtsamlinger »Jord« og »Dagene« skaffede ham et stort litterært Navn. Det stod straks alle kyndige klart, at Danmark her havde faaet en lyrisk Digter af usædvanlig Art. Han digtede kun om det, han kendte gennem lange Iagttagelser og Erfaringer, han fandt saa sensitive og distinkte Udtryk for sine Sansefornemmelser, Følelser og Tanker, at man læste ham uafbrudt med et Indtryk af baade Forbavselse, næsten Overrumpling og dybt Velbehag: det var, som om Tingene og det indre Livs Foreteelser havde higet efter at genopstaa i just denne Form, med denne Præcision, men ogsaa med dette store Perspektiv, der gav Læserens egen Følelse og Fantasi Raaderum. Uden at der var Tale om en direkte Paavirkning fra nogen af Siderne, mødte man hos Larsen den samme forbavsende Nøjagtighed, den samme Finhed, Fylde og Styrke, der prægede Johannes V. Jensens Ungdomsproduktion. Han viste sig, ligesom sin jævnaldrende Kollega, som en sjælden Mester i Anvendelsen af Adjektivet. Efter J. P. Jacobsen og dennes Efterkommere i 90’erne, hvor Adjektivet kun havde en malende, en beskrivende og en analytisk Mission, fik det hos Larsen nyt Blod, ny Styrke og ny Betydning, fordi det først og fremmest blev en Følelsesleder. Det var i det hele en baade primitiv og forfinet Kunst — Helhedsstemningen, eller Helhedssynet, var altid af svær Styrke, Oprindelighed og Inderlighed, men Detaillerne var saa rige paa altid overraskende og ikke des mindre indlysende rigtige Fund, at Læsningen gav en uafbrudt æstetisk Nydelse. Larsen forstod desuden vidunderligt at sammensmelte det episke og det lyriske, et Digt som »Jens Højby« var ved sin Fremkomst og er for øvrigt stadig et Unikum i vor nyere Poesi: Situationsbilledet af denne Bonde, der ligger og skal dø, kaster lange usikre Lysninger ind i de svundne Aar, Situationsbilledet bliver et psykologisk Maleri af den sjældneste Dybde og Substans, Enkelttilfældet faar almene Perspektiver, og Lyrikken er inkorporeret i selve Skildringen saa tæt, saa organisk, at den ikke kan løses selvstændigt ud af Sammenhængen.

Som psykologisk Digter naaede Larsen næppe senere saa højt som i »Jens Højby« og Digtet om Moderen »Ved Vinduet«, der begge er gribende Vidnesbyrd om Hverdagens Tragik. I sine rent lyriske Digte naaede han siden højt: hans Følelse og Fantasi blev mere og mere omfattende, og han blev en af de store, naar det gjaldt at suggerere Læseren det mystiske Indtryk af Nuets Evighed, han forstod at give et dansk Landskabs Atmosfære saadan, at det blev meget mere end Danmark, at det blev selve Kosmos, hvis Aand man kom i en pludselig, baade elementær og hemmelighedsfuld Kontakt med.