Rundt om Folkets Hjem og Færden,
rundt om Mark og Eng
ligger Havets vide Verden
i sin sunkne Seng.
Gennem Dybets Skumring skære
Fisk i rejsesyge Hære
over Lande, som sig dølger
tynget under Bølger.
Ud mod Horisontens Stribe,
som vi aldrig naar,
stønner vore raske Skibe,
medens Skruen gaar.
Vidt paa Sø Lanterner vaage
gennem Nattens salte Taage,
naar vi tyst med vaade Næver
Fangst af Havet hæver.
Vi er mange. Se vor Flaade
kløver kækt sin Vej
fremad imod Vind og Fraade,
frem og viger ej.
Styrke, Mod og Flid os samle,
saa de unge med de gamle
enigt gaa mod Hav og Havne
og hinanden gavne.
Da skal vi os Vejen bane
frem mod bedre Kaar,
fylkes om den fælles Fane,
gaa mod bedre Aar.
Fanen, som vi festligt vier,
være Tegnet, som befrier,
vinker over Kamp og Plage
frem mod Glædens Dage.