Lutret Sind og klare Tanker
avler ædel Daad,
skyder frodiggrønne Ranker
gennem Sejr og Graad.
Nye skønne Tider slumrer
i vor bedste Id,
selv om Slud og Tykning skumrer
om vor egen Tid.
Drister Tanken sig til Dommer
over Fædres Spor,
bør fra os den Slægt, som kommer,
arve bedre Jord.
Naar mod dette Maal vi stævne
gennem Sang og Strid,
da bli’r Tanken Skaber-Evne
til en større Tid.
Alt, som truer og fortærer
Livets Marv og Rod,
selv hvad Livets Børn begærer
blindt med sorgløst Blod,
maa vi under al vor Færden
byde aabent Slag,
hjælpe til at styrke Verden,
som er vor i Dag.
Vil vi Vej til Lyset bane
gennem Verdens Ve,
maa vi først til Mørket mane
Rusens Taage-Fe,
som har ført sin Offer-Skare
imod Dybet frem,
som har vokset sig til Fare
for „de tusind Hjem”.
Ofte stumt mod Himlens Blaahed
klager uden Raad
under Mandens drukne Raahed
Kvindeøjnes Graad,
rinder bort med Lykkens Rester
mod den dybe Kval —
efter store, vilde Fester
ved en fyldt Pokal.
Hil den Hær, som tro sig væbner
for den sunde Sag,
der vil løfte sunkne Skæbner
op til Sol og Dag!
Hil de mange Viljers Rykken
mer og mere frem
mod det Maal at skærme Lykken
i „de tusind Hjem”!