Og naar jeg har krystet din hvide Krop
det er, som Alverden klinger —
da hæver min vilde Sjæl sig op
paa brede brusende Vinger.
Da dirrer mit Sind, og det tykkes mig fast,
jeg Hvermands-Sandhed ej sanser.
Mig tykkes, i kejtede Sving og Kast
selv Præst og Menighed danser.
De danser hen over viet Jord,
saa Fliser af Ligsten springer.
Men du og jeg er som Digtets Ord,
og vi og Alverden klinger.