Jeg har fulgt i Vaarens
Spor som en Trækfugl følger,
mødte hende ved Nytaars-
tide i Syd-Evropa,
fra Messina-Strædet
vi fulgtes til Limfjords-Bølger.
Ned jeg fôr til Italiens
sejled paa tredive Minuter
fra Scylla og til Charybdis,
bukkede høfligt for begge
Og de lo og bukked
Saa steg jeg i Land
paa Øen, hvor Ætna ryger,
Jorden laa i Sol
med Kriblen i hver en Pore.
Toget fôr af Sted
langs lange Middelhavs-Strande,
der var mørkegrønne
skove med lyse Frugter,
henad Bølgerne hoppede
kaade luftige Brande.
Langsomt langsomt hævede
højt Vulkanen Ryggen,
blaalig laa den med Helvede
rygende ud af Halsen,
ved dens Fod laa Flora
i Solen og gøs for Skyggen.
Men Gudinden smilte:
"Se mine grønne Riger,
se mine Blomster i alle
Haver, i Mark og Bjerge,
se de blomstersmykkede
Børn og leende Piger!
Se, Orangerne gløder
i Løvet som fulde Maaner,
se, hvor Ungdommen leger
og ler i Kaktuskrattet,
se Mimoser i Sol
og se, hvor Violerne blaaner.
Mandeltræerne sprænger
Knoppen langs alle Grene,
ud de springer, de hvide
Bloster med røde Centrer,
se det spirer af alle
Revner i Fjæld og Stene.
Se Signore! hvor alt
sit Indre mod Lyset vender!
Kællinger halser, og Æsler
skriger, besat af Djævle,
legende Unger paa Stenene
sidder med bare Ender.
Alt er i Gænge, jeg har
hernede besørget Miraklet,
nu skal der avles og kurres
og kysses ved Sol og Maane,
mærk dig Duften, og se
paa Mylret og hør Spektaklet!
Livets frodige Larmen
og Hujen er mine Salmer,
Foraarsbrisen fører dem
ud over alle Vidder,
hør, hvor det suser saligt
i Ceder, Cypres og Palmer.
følg mig nord i Evropa
og pris min gavmilde Gerning,
lad din Lyra for mig
i lysende Lovsang tone."
Flora løfted sit skønne
Legem og gled gennem Luften,
hvisked: "Du er for tung,
følg du kun efter med Toget!
Du kan spore min Sti
alene af Landenes Duften."
Toget fôr om Natten
igennem Calabriens Mørke,
fôr som ængstede Sjæle
med onde Aander i Hæle,
jeg steg ud ved Morgenens
Gry for Flora at dyrke.
Autoen bugted sig ud og
ind i Klippernes Side,
under mig lyste Salernos
Golf i den gyldne Morgen,
Mandeltræerne stod
i Skyer af Blomster hvide.
Flora var kommen først,
jeg hørte Latteren klinge,
tusinde Meter oppe
sad hun og lo: "Godmorgen,"
sad og lo i en Kløft
og lod sine Kilder springe.
Op jeg gik ad Bjergenes
Veje blandt Vin-Terrasser,
violette Krokus
blomstrede alle Vegne,
Ferskentræer stod skjult
blandt rødmende Blomstermasser.
Foran Tohjuls-Vognene
Æslerne sled i Skaglen,
og fra skjulte Kroge
i Hytter og Halv-Ruiner
dirrede Luften af Hane-
galen og Hønekaglen.
"Buon giorno Signore,"
lød det fra Vejens Vinjer,
hvor Italiens Bønder
puslede solskinsglade,
ud de stille Kroner
bredte Aasenes Pinjer.
Videre gik min Vej
imellem Grene og Bloster,
til jeg stod ved en Port
med Kors og Spyd og Lanser,
aa her var det den skønne
Chiara gik i Kloster.
Her er lukket for Verden,
Slaa for Festen og Vaaren.
bag den dobbelte Jernrist,
til hun bæres en Dag
Flora stod pludselig hos mig:
"Hør mig, min Rejsefælle!
Piner dig Synet af Klostret
stedse ved Tanken om Chiara?
Jeg stod nylig ved Muren
udenfor hendes Celle.
Hvisked ind gennem Vindvet:
"Sidder du her i sorte
Klæder som Fange, mens jeg
klæder din Jord i Farver?
Hvorfor i Livets Gry
famle ved Dødens Porte?
Mærker du aldrig, Pige,
de himmelske Fakler oser?
Fik du Snavs paa din Fod?
Fik du en Plet paa din Kjole?
Flyr du for Skarnet, som nærer
Jordens duftende Roser?
Dyreste Guldkorn findes
af blinde Høner i Skarnet.
Selv om I flygter fra Jorden,
Jorden dog sluger jer alle.
Søde lille Madonna!
Sig mig, hvor har du Barnet?
Skønne Pige! Dit Ansigt
synker mod dine Puder.
Slægtens Afgrundsrædsel
suged jer i sin Afgrund.
Hvi forlod I Naturen
og eders gamle Guder?
Men forgæves at kalde
paa dem bag Klostrets Rister.
Dag for Dag de øger
deres Afstand fra Verden.
Lever i deres Celler,
som laa de i deres Kister.
Vaaren vækker dem ikke
med sin duftende Gave;
naar engang de sover
saa dybt som de kan sove,
skal jeg vække Blomster
til Live paa deres Grave.
Kom, du staar og blegner
og føler Afgrunden suge,
er du ved at svimle,
se ud i de lyse Himle,
Luften og Duften skal vælde
ind gennem Lem og Luge."
Og jeg lod Gudindens
Øje mit Sind besværge,
følte atter Blodet
pulse i mine Aarer,
mens hun drog fra Himlen
Slør om de fjerne Bjerge.
Flora fløj nu atter
hen over Klippernes Kamme.
Jeg kom langsomt efter
og fandt hende i Pompeji.
Flora kom fra Vesuv,
og selv var hun Fyr og Flamme.
Kaad hun blinked til mig,
hæved igen sin Stemme:
"Her er godt at være
mellem de lyse Minder;
her i de gamle Gader
føler jeg mig som hjemme.
Selv om ej du finder
rejst for mig noget Tempel
var jeg Byens Glæde
og Sjælen i mange Fester,
og jeg satte paa Livets
Gang mit gyldne Stempel.
Mange søde Piger
lod mig i Oldtid smykke
Haar og Pande, før de
gik til de ømme Møder,
Lundene klang af Hvinen
og Latterskred af Lykke.
Tit gik vi tre sammen:
Venus, Bacchus og Flora,
da tog det til at syde
i Hus og Gade og Gyde,
saa Surhed i Krogene mumled:
Sodoma! Gomora!
Dine Dage er blege,
dine Nætter er tamme
mod, hvad Sol og Maane
belyste, da jeg var Pige,
Lystighed og Letsind
drypped med Svovl og Flamme.
Nu er der løftet Finger
hver Gang en Sjæl sig fryder,
kolde Omslag venter,
hvor hede Pulse banker;
raadner der een af Laster,
saa raadner der ti af Dyder.
Hanen, der kredsed om Hønen nys,
saa hun faldt alvorligt,
staar nu paa Kirketrappen
og galer op i Himlen,
som han i Sjælen er hævet
højt over alt korporligt.
Pompeji! Ak hvorlænge
varer en Dans paa Roser?
Da Festen galmed højest,
gik der jo Hul paa Bylden,
paa Bjerget, du ser derovre,
som stadig ligger og oser.
Vulcan i Aske hylled
Tempel, Bordel og Snaske,
og Skræk og Vanvid raste
i Flugt til alle Sider,
saa endnu Glæden stjæles
i Skjul under Sæk og Aske.
Min gamle By Pompeji!
Gaderne ligger døde,
men rundt omkring dig slynger
jeg Krans i alle Farver,
kun Bjergets Smuld vil aldrig
beklædes af min Grøde.
Om i Sol den brændes,
om den i Regnen bades,
Toppen er gold og graa
og er et bestandigt Minde
om en gammel Fejde
mellem Vulcan og Hades."
Derpaa tav Gudinden
og tabte sig lidt i Minder
fra den gyldne Tid,
da Gudernes Hof laa nede
lige over Skyerne
paa en af Jordens Tinder.
Mod Gudindens Næse
sprang Blomster af unge Træer
for at prise hende
med deres første Dufte,
Blomster spired af Marken
mellem Gudindens Tæer.
Pludselig strøg hun fra Panden
smaa lette Foraarsskyer,
sagde: "Lad os nu se os
lidt mere om i Egnen.
Jeg skal vise dig en
af Landets ældste Byer.
Rejs med Toget sydpaa
og mød mig i Salerno,
tag en Auto der,
jeg sætter mig ved din Side,
saa kører vi over Sletten
Af Byen, vi besøger,
men der skal du erkende
de gamle Guders Vælde,
vi dvæler i nogle Timer
ved Templerne i Pesto."
Kort sagt: I Salerno
var Gudinden paa Pletten.
Pelsklædt, fuldt moderne
steg hun med mig i Bilen.
Ud vi suste i Solskin
sydpaa over Sletten.
Henad en Ager gik
en Bonde og vendte Sværet,
langsomt brød han Jorden
med sin gammeldags Træplov,
Oksernes Horn stak lange
og vidtadskilte i Vejret.
Og jeg sa’ til Gudinden:
"Jeg drømte i Nat, jeg var hjemme,
saa, hvor Bønderne gik
bag Ploven oppe i Danmark,
hypped til Hestene, hørte
Lærkens Morgenstemme.
Hvor der er langt til Danmark,
og det synes mig længe
siden jeg gik mellem Danmarks
Bakker i Sommersolen,
saa de jyske Køer
græsse paa Agre og Enge.
Her jeg mindes min Bedstefars
Sagn bag min Barndoms Rude
om hans Tid, da Danmarks
Bønder pløjed med Hjulplov,
medens Furen langsomt
droges af sindige Stude."
Og Gudinden vender sig
hastigt mod mig og rømmer
sig og siger: "Javist,
javist du drømmer om Danmark,
men nu gælder det mer,
hvad du ser, end hvad du drømmer.
Ja, du drømmer om Danmark,
hvor de pløjer med Heste
Parvis spændt foran
den gode moderne Jærnplov,
men, Signore, sig mig:
er deres Avl den bedste?
Ja, du drømmer om Danmark,
hvor alle kan skrive og læse,
men, Signore, fortæl mig,
hvad de skriver og læser,
er det der, man skiller
Skyerne med sin Næse?
Danmark, hvor Fremskridts-Karle,
til al Reform kapable,
spreder den nye Guano
af Mærket Folkekulturen —
sig mig: mon det passer,
at den er den mest rentable?
Aa, Signore, stik din Finger
i det, du staar paa,
prøv at sanse det,
der ligger din Næse nærmest,
det, jeg i Øjeblikket
er ude at vække Vaar paa.
Ser du: disse Bønder,
som endnu pløjer med Stude,
de er Naturens Børn
og glædes ved mine Gaver,
rige, om Stuen er tom
og Vindvet et Hul uden Rude.
Men du maa ikke tro,
de derfor har mindre Klogskab,
selv om de ikke alle
er hele og halve Statsmænd,
selv om de ikke byder
dig Sæde opad et Bogskab.
Let skal jeg finde en Bonde,
som kan dig overtyde
om, at han fuldt forstaar
at ordne dig i en Handel,
saa du skal føle dig hjemme
og tro, du har mødt en Jyde."
Jeg blev stilfærdig, jeg syntes,
Gudinden var halvt fanatisk,
og jeg frygted at støde
saa høj og herlig en Dame,
som desuden var fordomsfri
og demokratisk.
Da jeg tav, saa spared
hun mig for flere Røfler,
tavse kørte vi gennem
den vaarlig vakte Campagne,
langs med Orangelunde
og græssende Hjorde af Bøfler.
Nærmere kom vi de skønne
Bjerge, der hvilte sløret,
som en nyfødt Verden,
endnu i Svøb af Luften,
pludselig hvisked Flora
venligt mig ind i Øret:
"Se de kønne hvide
Smaabyer i Bjergets Side,
døsigt nyder de Nuet
i deres Blomsterkløfter,
se det lille Bjerg,
af Form som en Pyramide.
Mellem det og Golfen
ligger den By, vi gæster,
se de stolte Søjler,
der bærer en Drøm om Himle,
her er Guldalder-Gudernes
høje Tempelrester."
Ud vi steg af Bilen
og gik ad de gamle Gader
i Poseidons By,
der laa som et Sagn i Dagen,
saa mod de ærværdige
Sokler og Søjlerader.
Flora mælte: "De blev
bygget for Evigheder,
dog blev Tiden haard,
og nu værges Neptun og Ceres
imod Fader Iovis
med pigget Lynafleder.
Glem dog Nutids Haand
paa Oldtidens Helligdomme.
Over deres Rygge
er Himlenes Vidder aabne,
og for Menigheder
staar de for altid tomme.
Dog de staar med Foden,
hvor Fortid i Tro dem satte,
hvor de gamle Hymner
sig hæved med Offerrøgen,
selv om nu af Guder
og Mennesker forladte.
Længst til andre Himle
søgte de gamle Guder,
ingen Hekatombe
bløder for Offerkniven,
og i Stedet for Hymner
i Templerne Vinden tuder.
Mange Tusinde Aar
skal dog Morgen- og Aftenrøde
disse Søjler og Sokler
signe fra Horisonten.
Bild dig ikke ind,
at vi gamle Guder er døde.
Taaber fra denne Dag!
I mylrer paa Bjerg og Sletter,
tænker vel, disse Søjler,
som nu staar ene tilbage,
det er Gudernes egne
Ribben og raa Skeletter.
Taaber! Saalænge Ild
af Vulkanernes Kæber spruder —
Taaber! Saalænge Kirker
og Huse i Jordskælv ramler —
møder de samme Taaber
stedse de samme Guder.
Og hvad end for Tiden
I eders Guder nævner,
lever I under samme
Kræfters Naade og Vrede,
enten om Solen smiler
eller om Jorden revner.
Selv om Verdens Indhold
præges med nye Stempler,
er dog Verden evig
og altid den samme Verden —
derfor, nye Taaber,
knæl i de gamle Templer!"
Floras høje Mine,
de høje hellige Søjler,
alt betvang mig, besvor mig,
besatte mig, saa jeg knæled
ned paa de gamle Sten
blandt Jordens Kryb og Øgler.
Messed: "Jeg usle, som Lyset
lokker og Ormen bider,
hør mig, Neptun og Ceres,
gloria in excelsis!
Hør, det flygtige Nu
hilser de evige Tider.
Jeg har gæstet Kirker,
Klostre og Katakomber,
her, først her, er højt
til Loftet og vidt til Væggen.
Men ej jeg ejer en Bøffel,
endsige Hekatomber.
Dog mellem disse Søjler,
hvor Søndenvinden galmer,
her ser jeg Verdens Vidder
til alle fire Sider,
og Loftet er selve Himlen.
Her synger jeg mine Salmer.
Her føler jeg Sjælen runden
af Old, som længst er leden,
men nu, først nu, har eders
Templer den rette Vælde,
først nu, da de staar aabne
mod Rummet og Evigheden."
Flora syntes om Hymnen
og hviskede sagte: "Amen."
Saa smiled hun kaad og venlig:
"Vi mødes i Tiberstaden.
Nu er det igen paa Tide,
jeg kaster Menneskehammen."
Borte var Gudinden.
Jeg saa hende knapt forsvinde,
jeg saa mekanisk i Vejret,
der sejlede langsomt Pelsen,
den rulled sig sammen og blev
til en Sky omkring en Tinde.
I Rom blev jeg stanset af Flora
i et af Byens Stræder.
Hun gik i Romerindernes
Vinterdragt paa Gaden.
"Her maa en hedensk Gudinde
gaa i katolske Klæder.
Vi maa skynde os lidt,
thi mine Timer er knappe.
Gaa med mig først en Tur
i Villa Borgheses Have.
Bi lidt. Og se, hvad de sælger
her ved den spanske Trappe."
Jeg saa et Blomstervæld
i alle Farver og Toner.
Jeg købte en stor Buket
og skænked den til Gudinden:
Magnolier, Roser, Nelliker,
gule og blaa Anemoner.
Men jeg vil springe over,
hvad ellers jeg saa i Staden
og maa fortie mange
af Floras Underværker,
ellers bliver min Vise
saa lang som Iliaden.
Vi gæstede Florenz, Verona,
Venedig og flere Byer,
saa Vaar og Vaar og Vaar
og mødte Alverden frodig,
saa Solen skinne imellem
Øer af Foraarsskyer.
Og Toget halsed af Sted
og hosted, saa Skorstens-Osen
hyllede Ruderne tæt
og sneg sig ind gennem Sprækker.
En Dag i Slutten af Marts
mødte jeg Flora i Bozen.
Igen et Væld af Blomster
saa jeg af Jorden bryde,
Hvidtjørn, Weichsel — det var,
som fulgte en evig Vaar mig.
Byen laa salig og sov
i den skærmende Alpegryde.
Hun viste mig Vejen til Walther
von der Vogelweide,
Træet ved Pladsen stod grønt,
mod Statuen vendte vi Blikket,
saa nynned Gudinden: "Unter
der Linden an der Heide."
Jeg kendte Tonen og tænkte:
Endnu staar Linden paa Engen,
og stedse — tandaradei —
kom Vaaren med Nattergalen,
endnu paa Solskinstæpper
breder hun Brudesengen.
Og Walther staar paa Torvet,
hans Mund er til Tavshed tvunget,
han staar der evig og stum
i Vinden, Solen og Regnen,
men om ham toner det evigt
af Sangen, han har sunget.
Gudinden smilte: "Naar denne
Sjæl udødeligt klinger,
er det, fordi han elsked,
hvad aldrig skal dø paa Jorden,
udødelig Vaar gav Sangen
Udødelighedens Vinger."
Jeg hasted mod Nord, langs grønne
Bjerge og lyse Floder,
Toget raste igennem
de skønne Tyroler-Alper,
hjemad, hjemad igen,
hjem til Danmark, vor Moder.
Og det føltes, som spired
i Sindet en halvglemt Kerne,
da jeg ude fra Skibet,
som skar gennem Østersøen,
øjnede Danmarks lave
Taagekyst i det fjerne.
Da jeg ved Limfjordsbredden
endelig sluttede Færden,
stod Gudinden der
og lo med sin kaade Latter:
"Saa, nu staar du vel atter
i Virkelighedens Verden.
Vær saa god. Jeg tænder
dine Bakker og Sletter
i en Vrimmel, en Vildskab,
en Drømmerus af Farver,
Foraarsgalskab, Lærke-
kvidder og lyse Nætter.
Dog, naar du herefter,
løftet af Hjemstavnsfryden,
stirrer hen over Danmarks
Agre, Enge og Søer,
ser du bag din Banke
blaane et Bjerg i Syden.
Nu Farvel, Signore!
Flere min Magt skal kende,
jeg gaar højt til Nordens
yderste Hyperboreer."
Saa forsvandt Gudinden.
Og Foraarsvisen har Ende.