1.
Aurelia redte sit mulmsorte Haar,
som Elskovsgudinden i Skabelsens Aar,
med Legemet spændt af en bristende Vaar.
Hun kvidred en Hymne mod Venus i Sky,
og Tonerne tindrede glade og ny,
som Buer af Straaler i Morgenens Gry.
Omkring hendes Ungdom laa Klædningen klemt
og favned i Ømhed al Dejlighed gemt,
der syntes for salige Guder bestemt.
Hun dansede over den grønnende Jord,
og Vindene hvisked formummede Ord,
der bød hende Sæde ved Gudernes Bord.
Og Ynglinge længtes og lokked og sang.
Om Blomsternes Blomst i Pompeji der klang
et Lovsanges Kor under Pinjer paa Vang.
Der brændte en Ild i Aurelias Bryst,
i Øjnene glimtede Lynild af Lyst,
en Kræfternes Glitren af Kramper og Kryst.
Hun flagrede ud mod et flimrende Grys
vildt svangre og svimlende Sfærer med Gys,
som Myggen, der svirrer om Sfærer af Lys.
Sydvest skinned Golfen af Sollysets Brand,
og Sarnus gled ud mod det blinkende Vand,
en nynnende Slange i blomstrende Land.
Hun dansed langs Floden, hun kviddred og lo:
"Kom, Elskov, og ind mig i Øjnene glo
og hug mig i Hoften din heftige Klo!
Kom, Ørn, og slaa ned ved den blinkende Flod,
jeg tirrer din Vælde paa dansende Fod,
ram Byttet og bad dig i Latter og Blod!"
Hun dansed og sang som en daarende vild
og baded sin Sjæl i den evige Ild
og blinked til Verden umættelig mild.
Men Ynglinges Bejlen blev altid omsonst,
skønt Bøger de læste om Elskovens Kunst
og øved sig flinkt ved Hetærernes Gunst.
De vidste, hvordan man skal liste sig ind
paa Piger af alle Slags Sanser og Sind,
kun hun var for al deres Færdighed blind.
Og hun var just Drømmenes ypperste Maal,
den hedeste Drue i Lysternes Skaal,
den hedeste Lue paa Lysternes Baal.
2.
Mens Dagene fyldtes af Foraar og Duft,
saa Drømmene hylled den klare Fornuft,
lo Maanen i Nætternes mørkeblaa Luft.
Sydvest skinned Golfen af Sollysets Brand,
og Sarnus gled ud mod det blinkende Vand,
en nynnende Slange i blomstrende Land.
Og Pinjernes Lund foran Bjergene laa,
om Bjergene Luften slog Kaaberne blaa,
bag Bjergene ind man i Himlene saa.
I Norden sig hæved den nærmeste Top,
og Marker og Skove sig strakte derop,
en Avl, der laa ødsel i Blomst og i Knop.
Og Rankerne rendte om Stok og om Skaft,
og blindt de sig slynged i slumrende Kraft
og suged i Cellerne soldrukken Saft.
Vesuv bød Pompeji af Gaver et Væld,
og Ungdommen lo i dets Lunde ved Kvæld,
kun Tinden var øde og askegraat Fjæld.
Kun Tinden laa hen som et Aarenes Ar,
der aldrig en Frugt for de levende bar
og aldrig gav Skjul for et elskende Par.
Aurelia vaagned en Majmaaneds Nat,
en Røst hende raabte af Slummeren brat:
"Kom ud, thi jeg venter, af Længsel besat."
Det var vel en Drøm, men forunderlig sød
en Afgjans i Kamret af Ordene flød,
en Glorietaage af Ordenes Glød.
Hun strakte sig ud i sin Nøgenheds Pragt
og følte sin Hud som en daarende Dragt,
en Gud havde hende om Legemet lagt.
Og atter hun ind mellem Drømmene gled,
og atter kom Røsten, men højere, hed:
"Kom ud, du skal føle, hvad Længsel jeg led."
Det var vel en Drøm, men berusende hang
en Himmel om hende af Efterklang,
og jublende op fra sit Leje hun sprang.
Hun aabnede Skodden og stirrede stift
i Mørket, hvor Ildfluevingernes Vift
forsøgte at tegne en Flammeskrift.
En underlig Kalden, saa myndig og mild
som Susen af Ømhed, som Svøber af Ild.
"Jeg kommer. Nu kommer jeg!" raabte hun vild.
Hun svøbte sig ind og saa iled hun brat
af Kamret og ud i den duftende Nat,
der laa over By, over Bjerge og Krat.
Hun gik som i Søvne ad Gaderne frem,
saa fandt hun en Port, der var aabnet paa Klem,
og siden en Sti med en blomstrende Bræm.
Hun gik, som hun vidste, hvorhen hun var kaldt,
en Søvngængerfærden, hvor Ærindet gjaldt
for hende al Skæbnen og Lykken og alt.
Hun gik mod Vesuv, mod den mulmvilde Skov,
hvor Ulvene sporede Hjortenes Klov
og Galninge gik efter Piger paa Rov.
Hun gik under Løvhang, hun gik under Hæk,
hvor Fauner, Satyrer og Nymfer drev Gæk
og Stilhed stod stiv af den paniske Skræk.
Men fremad hun gik uden Hvile og Stans,
som ført af en lønlig guddommelig Glans,
og Fare og Mørke var ude af Sans.
Og Træthed betyngede ej hendes Fod,
hun gled som paa Vinger sin Elsker imod,
berust af en hemmelig Sang i sit Blod.
Det lysnede langsomt i Himlenes Blaa,
og lysende Øer paa Skovbunden laa,
og tydelig tegned sig Grene og Straa.
Det var den aftagende Maane, som steg,
som ind fra Sydøst over Landene keg
og stille sin Trolddom i Drømmene sneg.
Aurelias eget selvlysende Sind
sig vikled i Maaneskins-Straalerne ind.
Saa naaed hun Bjergets savtakkede Tind.
3.
Hun sank paa en Klippes fremspringende Knort,
hun lytted til Fjed af en springende Hjort,
som skyndte sig sky mellem Buskene bort.
Hun følte sig tynget og underlig mat.
Hvi laa hun heroppe alene forladt?
Og hvem havde kaldt i den koglende Nat?
Saa følte hun om sig en lullende Strøm,
der bar hende varlig og moderlig øm
langt ud i en lysende Verden af Drøm.
Da saa hun langt borte i Himmelens Sal
en Mand skride ud af en gylden Portal,
der straalte tilhøjre i Maanens Oval.
Hans Klæder var mørke, hans Ansigt var klart,
han skred over Himmelens Agre med Fart,
hvor Stjernerne blomstrede Art efter Art.
Og nærmere kom han, og snart var han nær,
og Havet ham spejled som Sky og som Skær,
der gled i det rolige Sommernatsvejr.
Det lyste i Luften af Lokkernes Krans,
hans Klæder — hun saa det med undrende Sans —
var gennembelyst af hans Legemes Glans.
Hun skælved, som skulde hun ganske forgaa,
dengang da hun følte, paa hende han saa,
den høje, som gled gennem Himmelens Blaa.
Nu stansed han. Yderst paa Klippen han stod
hun følte i Hjertet sit hamrende Blod
som Skvulp under Maanen af Havenes Flod.
Den herlige hævede langsomt sin Røst,
det var, som den rakte fra Vest og til Øst,
det var, som den rakte fra Vaar og til Høst.
"Aurelia! hil dig, du hørte mit Bud,
tag Kransen om Haar og tag Svøben mod Hud
og vi dig til Bacchus, din Bejler og Gud.
Du evner at elske, som faa kun det kan,
saa giv mig dit Hjerte, hvert eneste Gran,
din Bejler er Bacchus og Maanetyran!
Se gylden er Vinen i Himlenes Kar,
og Muserne kommer i dansende Par
og fylder paa Maanen dens lysende Glar.
Saa ser du, hvor Maanen da vokser sig rund,
og Vinranken gror over Bjergenes Grund,
og Moderen nærer den diende Mund.
Ni Muser i Himlen ved Livskilden bor,
ni Maaner de skiftevis skifter for Jord,
ni Maaneder Barnet i Moderen gror.
Og Vinen den gyldne er Blod af mit Blod,
og alt, hvad der vælder, er Flod af min Flod,
og alt, hvad der vokser, er Vækst af min Rod.
Paa Agrene Korn og paa Bredderne Siv —
alt vokser mod Maalet og Mejerens Kniv,
og Fosteret modnes i Moderens Liv.
Du selv er i Maaneforvandlingens Magt,
den tvinger dit Væsen, din Id og din Agt,
Genfødelsens Ring er om Aarene lagt.
Hver Maaned i Himlen jeg lider og dør,
mit Blod bliver drukket af Have og Søer,
af Luften og Vinden, af Lande og Øer.
Og alt, hvad der vokste, da Maanen tog til,
beruses af mig og besættes og vil
fuldbyrde sin Del i det evige Spil.
Og alt, hvad der segned, da Maanen tog af,
og skænkede Døden, hvad Fødselen gav,
det drikker Genfødelsens Kraft i sin Grav.
Mænaderne raser i Natten saa sort,
hver Gang jeg forbløder af Himmelen bort,
men Muserne synger, og Døden er kort.
Hver Maaned jeg fødes i Himlen paany,
da smiler i Vesten den yderste Sky,
og Aftenen melder Genfødelsens Gry.
Min Brud, vil du fylde din Sjæl med min Glød,
da følg mig i Sejer og følg mig i Død,
i Lyst og i Pine, i Jubel og Nød.
Da vend mod mit Tempel din higende Fod
og nævn for Præstinden din Higen imod
at æde mit Legem og drikke mit Blod."
Den herlige gled gennem Himlen paany,
og Havet ham spejled som Skin gennem Sky. —
Aurelia vaktes af Morgenens Gry.
4.
Som fremmed Aurelia gik i sit Bo,
hun bar i sit Hjerte en Lysning, der lo,
fra Drømmene. Drømmenes Kald blev hun tro.
En Morgen fra Puden hun rejste sig brat,
for Spejlet fik Haaret i Knuden hun sat:
"Aa Guden, aa Guden, han var her i Nat."
Nu skulde det ske, hvad hun længtes imod,
nu vilde hun vende mod Templet sin Fod
med Bølger af Jubel og Angst i sit Blod.
Saa gik hun fra Gadernes Larmen og Brus,
forlod Herculaneum Port som i Rus
og nærmed sig Bacchus’ Mysteriers Hus.
Hun banked paa Døren med bævende Kno:
"Præstinder! Luk op, jeg har mistet min Ro.
Indvi mig til Guden — jeg gav ham min Tro."
Og Døren blev aabnet af Vingudens Vagt:
"Velkommen, her venter den hellige Dragt,
og Bruden til Guden skal nu blive bragt.
Din Brudgom, som fødes saa ofte han dør,
har lidt og forblødt for Titanernes Klør,
og Kvaler vil følge det hellige Slør.
Men taaler du Pinen af Revselsens Pisk,
der truer dit Legeme graadig og grisk,
skal Sjælen fornemme hans Kærligheds Hvisk."
Hun hulked: "Riv af mig kun Klæde og Klud,
og hvad jeg skal lide, det holder jeg ud,
Præstinder, bered mig til Offer og Brud."
Præstinderne Sløret omkring hende slaar
og kranser med Myrther det mulmsorte Haar:
"Vend om, er du svag imod Svie og Saar."
"Nej, skynd jer," var Svaret, "kom, pin mig og flæng,
lad Svøben mig svale, vær blodig og stræng,
strø blodige Roser paa Brudeseng."
"Vær rolig og tæm kun din heftige Glød,
og tag for at styrkes mod Pinslernes Nød
den viede Vin og det viede Brød.
Det fuldmaanerunde og viede Brød
er Vingudens Legem, der dømtes til Død,
og Vinen hans Blod, der fra Himlene flød.
Og aabner du Hjertet din Brudgom imod
og æder hans Legem og drikker hans Blod,
da fylder hans Kræfter din Hjerterod."
Drikofferet bragtes. Hun følte den Magt,
der var i det viede Maaltid lagt,
det stammed fra Guden, som Offer bragt.
Hun knæled for en af Præstindernes Stol,
mens Sløret hun drog fra et mægtigt Idol,
det Manddommens Tegn, der var Gudens Symbol.
Nu nærmed sig Stunden, for hvilken hun gøs
i Lyst og i Rædsel, hun brændte og frøs,
den Stund, da Præstinden slap Pinslerne løs.
Saa flaaed de bort hendes Brudedragt,
og værgeløs stod hun i Legemets Pragt,
en Haand imod Pisken paa Væggen blev rakt.
Hun knæled paany, som de hellige bød
og lagde med Blik og med Kinder i Glød
sit Hoved i en af Præstindernes Skød.
Og blottet en Kvinde saa svaj som en Vaand
— et Skørt kun om Midjen gik rundt som et Baand
skred frem med den hævede Pisk i sin Haand.
Nu hven gennem Luften den første Tugt,
og Musklerne hopped, som Hjorde paa Flugt,
der stanser, da alt er stængt og lukt.
Og Svøben lig Lynild svirred og sved,
de lysende Lemmer den favned og bed,
den snoed sig lysten om Lænderne ned.
Vildt styrted mod Kroppen de tirrende Slag,
som Uvejret flænger fra Himmelens Tag
i Sommerens sunde og solhvide Dag.
Der var ej for Legemet Skaansel og Læ,
men Musklerne hopped i flyvende Ve,
Præstinden holdt Kvinden spændt over sit Knæ.
Og Pigen tog Tugten med Skrigen og Lyst,
som om det var Guden, der bed hendes Bryst,
som blødte hun hedt for den vældiges Kryst.
Som Dag hendes Hud og som Nat hendes Haar
men Pisken med Striber af Rødt hende slaar,
lig Blomster ved Flodernes Bredder i Vaar.
Af Rødt var der Buer omkring hendes Barm,
hun led, men hun mærkede vellystvarm
den vældiges Ve i den vældiges Arm.
Hun følte i Hjertet en hulkende Glød,
hun delte med Guden den flygtige Død,
af hvilken snart Livet des hedere brød.
Da hævedes Pisken mer langsomt og lavt,
i Svingerens Arm var der svindende Kraft.
Af Haand faldt det hævede Piskeskaft.
Aurella rejste sig blodig og hed:
"Slaa mere endnu, slaa ned, slaa ned!"
Men Svaret lød: "Det var nok, du led."
Hun lo ad sin Nøgenheds blodige Pragt
og følte sin Hud som en Brudedragt,
han selv havde hende om Legemet lagt.
5.
En Skare Slavinder i luftige Lin
med Ynglinges Hjælp under Latter og Hvin
besørgede Høsten af Bjergenes Vin.
Ved Solnedgangenes sygnende Glans
med Druer og Blade om Haaret i Krans
de tumlede hjem i bacchantisk Dans.
Og siden lød Sange fra Hus til Hus,
mens Vinen blev perset i Sus og Dus,
og Byen laa hen i en Høstens bus.
Den naadige Bacchus var Borgernes Gæst,
og Skaalerne slukkede Sorgernes Rest,
snart nærmed sig Bacchus’ Efteraarsfest.
Præstinderne syslede Dagen lang
med Bacchushymner og Takkesang,
og "Evoeuml; Bacchus" det evigt klang.
En Dag med Solskin i Himmelens Blaa
Vesuv under sænkede Luftslør laa,
da saa man paa Bjerget Guderne gaa.
Snart gaa, snart løfte i Luften sig op,
snart bøje mod Jorden en Kæmpekrop,
snart stanse og stirre fra Bjergets Top.
Aurelia samled Bacchanternes Flok:
"Kom Søstre, bind Kranse af Vinløv om Lok,
vor hellige Brudgom han venter os nok.
Se Guderne vandrer ad Vinbjerget frem.
Jeg føler det kalde i hvert et Lem,
og Brudgommen henter nu Bruden hjem.
Vi Guden maa møde med frejdigt Mod,
om saa han fortærer vor Hjerterod
og drikker hver Draabe af Hjertets Blod."
De svarede: "Søster! Hvorfor saa brat?
Først Offer, saa Kranse og Thyrsus fat!
Saa venter vi Guden i Drømme i Nat!
Og hvis saa i Morgen paa Bjerget han staar,
saa salver vi Huden og smykker vort Haar
og glade til Guden og Bejleren gaar."
6.
Den næste Dag var der ingen, der saa
de hellige Guder paa Bjerget gaa,
men underlig svangert var Himlens Blaa.
Og Bacchusbrudene fulgtes nu ad
ad Stabia-Gaden i Par og i Rad
og ud mod Vesuv fra den lumre Stad.
Da Vejen fremad var næppe halv,
da tordned et Brøl mod Himlens Hvalv,
saa Himlen og Havet og Hades skjalv.
De sank til Jorden med daanende Sans,
bort trillede Thyrsus og Vinløvskrans,
og Rædsel lued i Øjnenes Glans.
Og dengang de vaagnede op paany,
da hviskede nogle: "Kom, lad os fly
og skynde os hjem til vor gamle By.
Er Guderne nede paa Bjerget nu,
da er de tilvisse vrede i Hu
og slaar os med Døden i Afsinds Gru."
Men højt Aurelia hæver sin Stav:
"Min Gud er alene mit Hjertes Krav.
Jeg følger ham selv gennem Død og Grav.
Rejs hjem, I rædde skælvende Faar,
smid Thyrsus af Haand og Kransen af Haar.
Jeg ene til Bjerget og Guden gaar."
Og da hun frem imod Bjerget saa,
da saa hun en Pinje paa Bjerget staa,
en himmelhøj Pinje mod Himlens Blaa.
Aurelia tænkte og sank i Knæ:
"Det er vel det hellige Pinjetræ,
som skænkede Guden i Døden Læ."
Den vokste og vokste med Kronen bred,
dens Hvælv under Himlens Hvælving gled,
og Sten og Aske regnede ned.
Hun rejste sig atter og hæved sin Stav:
"Jeg kommer, jeg følger mit Hjertes Krav,
jeg følger dig, Guddom, selv gennem din Grav."
Der sprudede Luer fra Bjergets Kulm,
saa Lysninger dansed i Skyens Mulm.
Da steg hendes Hjerte som Floden i Svulm:
"Jeg ænsed ej Udyr, ej Ulvenes Ran,
jeg frygtede hverken Titan eller Pan,
jeg frygter ejheller din Broder Vulcan.
Min vældige Brudgom fra Himmelens Sal,
kom, knug mig, saa Sjælen i salige Gal
udstraaler al Frydens ildfraadende Kval.
Saa tænd da mit Hjerte i Elskovens Kryst,
saa Flammerne bryder igennem mit Bryst,
og jeg som din Moder forbrænder af Lyst.
Min Gud! Kom og grib mig med Armene fat,
mit Sind og mit Blod er af dig kun besat,
saa svimler vi gennem den evige Nat."
Florenz og Lemvig, Foraar 1926.