1.
Giovanni Domenico Verone
var engang Byfoged i Pontone.
Gaar vi tre Aarhundreder tilbage,
saa møder vi hans Nætter og Dage.
Endnu i Pontone kan man finde
om ham det besynderligste Minde.
Paa Verandaens Bagvæg er til Skue
et Billed, som faar Sjælen til at grue.
Man ser det fra Gaden i Pontone,
naar man nærmer sig Palazzo Verone.
Man ser paa Billedet i Skyggen
Skeletter falde Røvere i Ryggen.
Og Hug over Røverne hagler
fra Laarbens løftede Slagler.
Røverne render uden Mæle
med Dødsrigets Hær i deres Hæle.
2.
Mellem Sciroccovejrets Skyer
laa de forfaldne gamle Byer
henslængte og halvvejs Ruiner,
men med Fortidens adelige Miner,
i Bjergenes Sider og Spalter
i Klyngevis om Kirke og Alter.
Om Dagene Klokkernes Malme
mod Himlen sendte deres Salme
og kaldte over Pinjer og Cypresser
de fromme til Andagt til Messer.
De løfted deres evige appello
over Scala, Minuto, Ravello,
og Faarene fulgte deres Hyrder
og bar i Fromhed deres Byrder.
Og Pigerne blomstred under Kjolen
og Ynglinge tralled under Solen.
Kun sjældent hørtes nogen Klagen
saalænge de levede i Dagen.
Men sænkede sig Bjergenes Skygge,
saa blegnede den rolige Hygge.
Og nærmede sig Natten den sorte
stod Angsten bag de skoddede Porte.
Thi oppe i Castello del Petraro
og Ruinerne i Monte Brusaro
og andre hemmelige Steder
havde Røvere hemmelige Reder.
Saa kom de til Byerne om Natten
og krævede Andel i Skatten,
som de flittige havde sig sparet
og med største Omhu forvaret.
Var Ejeren mandig og modig,
blev Dolken blottet og blodig.
Værst var det for de ensomme Hytter,
som kun havde Himlen til Beskytter.
Deres Folk under Jorden sig gemte
og troede sig af Himlen forglemte.
Deres Bønner var som kvalt bag et Bidsel
af de klaprende Tænders Gnidsel.
Værst var det, naar Maanen var borte,
søvnløse var Nætterne de sorte.
Af Rædsel var Sindene grebne
og ved Lejet laa Knivene slebne.
3.
Giovanni Domenico Verone
var da Byfoged i Pontone.
Fra Amalfi fik han Befaling
til uden Frist og Forhaling
at samle omkring sig en Skare
og ud imod Røverne fare.
Snart mange af dem maatte sukke
bag Fængselets Rist og Lukke.
De boltet og bundet blev baarne
til Bo i de mørke Taarne.
Men mange slap dog med Skrækken
til Huler i Klippevæggen.
Der laa de i Klipperevnen
og lagde deres Planer til Hævnen.
4.
En Dag var Giovanni Verone
langvejs borte fra Pontone,
en Vandring paa Embeds Vegne
i Bjergenes vildsomme Egne.
Over Bjergene gik han fra Gragnano
i Retning af Svælget Megano.
Et Øjeblik vilde han stanse
og hvile ved en gammel Skanse.
Han saa fra Monte Brusaro
mod Castello del Petraro,
der laa saa ensomt og øde,
som Bolig for Skygge og døde
over Huse, Haver og Byer
mellem de vandrende Skyer.
Det var graat som selve Fjældet,
af Aar og af Uvejr ældet.
Forvitret løfted sig Væggen,
som vokset af Klippe-Eggen.
Da følte han bagfra Arme,
der greb ham med hævnsyg Harme.
De greb ham om Haandled og Nakke:
"Signore! Vi kommer for at takke!
Signore Giovanni! Signore!
Her kommer vi smaa og store.
Du bragte vore Brødre til Jammer,
til Forhør i det pinlige Kammer.
Vi siger dig Synderne saa gerne
og baade med Avne og Kerne.
men husk: du maa ikke sladre.
Det er skønt at faa lettet Sindet
uden at faa plettet Skindet.
Hør efter, hvis Gods vi har røvet,
hør efter, hvis Pander vi har kløvet.
Og husk nu det hele, som er hændet,
de Kvinder, vi har kværket og skændet,
de Hytter, vi brændte, saa i Reden
en Beboer undertiden blev sveden.
Sig det ikke til nogen, Signore!
De andre vil det aldrig more.
Du fik vist for meget at vide.
Lad os bringe dig lidt til Side."
Da spurgte Føreren Albano:
"Kender du Dybet Megano?
lidt østpaa ad Monte Brusaro.
Lidt hurtigt! Kammerater, grib ham!
Stød ham! Stik ham og knib ham!
Se saa! Nu gaar det! Her er det!
Se nedad, Signore! Staa nær det!
Heroppe ved Skrænten er Øgler,
der snor sig i Bugter og Bøjler.
I Gabet dernede, som dig fanger,
er armtykke slimede Slanger.
Paa Bunden, hvortil du daler,
er Djævle med skællede Haler."
Saa greb de Giovanni Verone:
"Skal vi hilse fra dig i Pontone?"
Saa slynged de ham ud over Dybet:
"Vil du hilse Djævlene og Krybet."
5.
Giovanni Verone forstummet
sank som et Stjerneskud i Rummet.
Han følte sig flyve og svimle
gennem de milevide Himle.
Mens Engle fløj om ham som Fugle
og danned en beskærmende Kugle.
Han vidste ej, hvor langt han var fløjet,
thi Kuglen lukkede for Øjet.
Men før han var falden til Hvile
var der mindst fløjet hundrede Mile.
Han vidste ej, hvorlænge det vared,
men i Timevis havde han faret.
Han var fyldt af en Susen og Syngen
og hans Blod af en svimlende Gyngen.
Saa sank han afmægtig og længe
i en Søvn som paa Saligheds Enge.
6.
Giovanni Verone blev vaagen,
men saa ej noget eller nogen.
Han stirred med al Øjnenes Styrke,
kun i Mørke og Mørke og Mørke.
Ej Stjerne var tændt for at tindre.
Laa han i Jorderiges Indre?
Han hørte som halvvejs i Drømme
en Brusen af jagende Strømme.
Han turde ej Lemmerne røre.
Kanske var de brudte og skøre.
Hans hele Væsen var saa mødigt,
og Legemet rørte sig nødigt.
Omsider saa han i det fjerne
et Hul i Mørket og en Stjerne.
Han tænkte næsten med Forfærden:
"Saa er jeg altsaa dog i Verden."
Hans Fingre famled mellem Stene,
hans Fødder vaded mellem Grene.
Saa leved han endnu og var bevaret,
af Himlene og Helgenene sparet.
Og langsomt mod Stjernen frem han famled,
mens Grus og Sten fra Fødderne ramled.
Han kæmped sig og lemped sig af Gruben,
mens Angsterne klemte ham om Struben.
i Nattens Mørke hjem til Pontone.
7.
En Skumring gik Giovanni Verone
hjemad fra Scala til Pontone.
Da mødte han Røveren Albano,
hans Dommer til Døden i Megano.
Og Føreren fulgtes af sin Bande.
En Skygge mørkned deres Pande.
Giovannis Kinder blev saa hvide,
som saa man et Spøgelse skride.
Og Røverne skjalv i deres Laser
og sank for hvert Skridt i deres Haser.
Giovanni. Jovist, de havde kendt ham,
men Helvede maatte have sendt ham.
Et Genfærd var han — det var givet
fra Megano slap der ingen med Livet.
Selv Djævlen ej mer kunde fri dem.
Men Giovanni skred tiende forbi dem.
Han saa deres Angst og blev rolig
og vendte kun sit Blik mod sin Bolig.
De stod der med klapprende Tænder
som Is var deres Fødder og Hænder.
Da hvæsede Føreren Albano:
"Ingen slap med Livet fra Megano.
Men det var Giovanni. Jeg har kendt ham.
Og jeg troede, Satan havde brændt ham.
Se nu staar vi øverst paa Listen
til selv at svides over Risten.
Her staar vi. Rædsel har besat os
og Himmel og Helvede forladt os.
Her staar vi med Dommedag i Minen
og luder mod Luerne og Pinen.
Men førend I staar bundne til Pælen,
send Spøgelset et Skud gennem Sjælen.
Giv Ild, bring Skyggen til Blødning,
jag Bly i den forbandede Dødning."
Og alle Mand jog Kolben til Kinden
og Flammerne nyste gennem Vinden.
Men for langt var Giovanni nu borte.
Snart lukked hans Palazzo sine Porte.
8.
Siden havde Røverne erfaret,
at den sande Giovanni var bevaret.
At han ej i deres Afgrund forblødte,
men at ham personlig de mødte.
At Hævnen kunde vente dem snarlig,
thi dobbelt var Giovanni nu farlig.
Og det syntes jo, at Himlenes Magter,
at Helgene og Engle var hans Vagter.
Mod disse hjalp ej Kølle eller Kævle,
vel næppe nok en Livvagt af Djævle.
Dog maatte det nu bære eller briste,
det var Livet at vinde eller miste.
Der var næppe anden Udvej tilbage
end at skaffe Giovanni af Dage.
En Nat opad Klipperne de triner
til Castello del Petraros Ruiner.
Og med rustent og rystende Mæle
loved de den onde deres Sjæle,
naar de døde af Sygdom eller Ælde,
hvis han hjalp dem i sin gyselige Vælde
mod den farlige Foged i Pontone,
Giovanni Domenico Verone,
saa han virkelig blev tagen af Dage
og ikke vendte mere tilbage.
Maanen var hyllet i Skyer,
da de nærmed sig de slukkede Byer,
Minuto og nederst Pontone,
hvor de stansed ved Palazzo Verone.
Ved Dørene Vagter de satte,
Gaderne var tomme og forladte.
For Naboer frygted de ej meget,
de laa vel og rystede paa Lejet,
i Fald de Lyden kunde høre
af Huggene mod Fogdens Døre.
Da vaagnede forfærdet hans Kone:
"Det er Røverne, Giovanni Verone!
Jeg hører dem hugge og støde.
Om lidt er vi blodige og døde."
Giovanni rejste sig og lytted.
Han blegned, og Hænderne han knytted.
Huggene rystede hans Bolig.
Da hvisked han: "Maria! Vær rolig!
Lad dem hugge, støde og bore.
Os vogter den hellige Signore.
Hans Moder Madonna belønner
vore Rosenkranse og Bønner.
Og Helgene og gode Stjerner
mod Røvernes Ondskab os værner.
Da jeg dømtes til Døden af Albano,
som San Stéfano saa jeg fra Megano
Himlen aaben i det fjerne
og førtes af Hulen ved en Stjerne.
Der er ogsaa en Vagt om vor Bolig.
Maria! Jeg ved det. Vær kun rolig."
Og pludselig sagtnede Larmen,
men Døren laa stadig i Karmen.
Da aabnede Giovanni en Skodde
og prøved deres Fare at lodde.
Da saa han over Aas og Tinde
Maanen mellem Skyerne skinne.
Og Røverne rendte under Raaben
og tabte baade Huer og Vaaben.
"Englene!" skreg deres Kæfter,
"det er os, det er os, de er efter."
Som med gloende Klør i deres Sjæle
og den evige Ild i deres Hæle
styrtede og stimede Banden
i Rædsel langs Afgrundsranden.
Men ned ad Kirkegaardens Trapper
kom en Skare i hvide Kapper.
Maanebelyste og hvide
som Genfærd ved Midnatstide.
Det var Mænd, som hjemad vendte
fra en Ligfærd, der nylig endte.
Men Røverne søgte til en Zone,
der laa langt, langt borte fra Pontone.
9.
Giovanni Domenico Verone
var engang Byfoged i Pontone.
Endnu i Byen kan man finde
om ham det besynderligste Minde.