Det var en Maane- og Stjerne-Nat
i fjerne Vidunderlande —
et dejligt Landskab med Skov og Krat
og sagte rislende Vande!
Det var den Gang, der var Aander til,
som greb i Menneskelivets Spil —
da Folk kun var jævnthen kloge,
men vogtede sig desbedre
for Tvivlenes hvislende Snoge.
En Yngling gik ad en Blomstersti,
som Floden slyngede sig forbi
i blide, blinkende Bugter;
og hist og her hang en bugnende Gren
saa bladegrøn og saa stamme-ren
med Livets lokkende Frugter.
Han ofte drak af det glidende Vand —
og dobbelt skinned hans Øjes Brand,
og længere frem hans Syn kunde naa
i Nattens slørede Haller;
han plukte ofte en frembudt Frugt —
og dobbelt flagred hans Tankes Flugt
blandt Nattens Stjerne-Krystaller.
Fra Moderskød og fra Arnekrog
han havde sin Kundskab hentet,
og Hjemmet var ham en Tryllebog
med Alfelands-Elementet.
De gamle Sagn i det unge Sind
sig havde listelig prentet ind
med Elverpiger i Maaneskin
og trolde-rante Prinsesser.
Nu var han vandret fra Hjemmets Vraa
for ude i Verden et Slag at slaa,
et drabeligt Mesterstykke!
Dér vilde han med et Kæmpeslag
slaa, saa der lyste en straalende Dag,
som sprudlede Solskin og Lykke.
Han maatte blive en mægtig Mand
hvem veed . . . kan hænde bjerge et Land
ved at frelse en troldet Prinsesse?
Han ejede Mod i Brystet
til haardt imod haardt at presse.
Hvad fordum fyldte hans Sind saa blidt,
de Æventyr, han fik høre,
regned han nu for ganske lidt,
naar ej han selv kunde gøre
det lykkebringende Skridt.
Se, det var en dejlig Vidunderstrand,
langs hvilken han frem mon vandre;
der var Maaneflimmer paa lyse Vand
og Trylleskær over Luft og Land —
det var ej som her hos os andre.
Over det grønne, halvmørke Krat
laa der bestandig en sælsom Nat
af Stjernetæppet omhyllet —
Landet var helt fortryllet. —
Nu — han, der søgte Lykken, gik fort,
frem mod et eller andet stort,
men aldrig han Maalet skued,
hvor stærkt end hans Øje lued.
Han begyndte at tabe Taalmodigheden!
Skønt han halvvejs gik i et Eden,
havde han ganske mistet Freden!
Han kunde ej ændse det dunkle skønne,
før Maalet var naaet,
før Slaget var slaaet,
før en daglys Lykke hans Daad kunde lønne.
Da svæved en Engel frem fra det blaa,
sin Haand paa hans Skulder den lagde
og sagde:
»Lykken skænkes altid de smaa —
du havde den ogsaa fra Barndommen af,
men du lod dig daare af Selvets Krav,
du vilde med Glans den vinde! —
Kom, tag min Haand, vi vil sammen gaa,
hist henne du øjner et Fjæld at staa,
det vil med Kraft vi sønderslaa —
der er en Prinsesse derinde;
men Fjældet er haardt
og Tiden kort;
en Trold hende raned fra Lyset bort!
Kom, jeg vil hjælpe —
og der skal din Lykke du finde!«
Men Ynglingen drejed sig trodsig om:
»Hvad? Du vil hjælpe? Naa derfor du kom
Jo du forstaar nok at snakke!
Saa havde jeg dig at takke,
om jeg den unge Prinsesse vandt!
Ikke sandt:
det vilde bringe mig Ære!
Nej, saadan det ej skal være!
Jeg vil frelse Prinsessen selv
og løfte min Pande mod Himlens Hvælv
og føle min egen Vælde!«
Da hæved sig Englen med sorgfuld Sans
og svandt i glimrende Glorieglans;
men Ungersvenden mod Fjældet gik
med gridske, stirrende, store Blik!
Derinde i denne Stenkolos
skulde han Skatten hæve;
han turde byde Flinten Trods;
hans Vilje var stærk, og hans Arm var stærk,
det var ganske vist et Taalmodighedsværk,
men Tiden fik han jo nok til at gaa,
thi han vilde slaa og hamre og slaa,
saa Klippen skulde ryste og bæve.
Saa tog han en Hakke i Haand
og vandrede, kæk i Aand,
til Fjældet hen —
Og slog, saa det værked i Arme og Ben,
saa Stumper føg af den mægtige Sten;
nu gjaldt det Lykken at fange,
ja, Lykken saa rig og fuld og stor,
som aldrig den fandtes før paa Jord —
han slog de Tusinder Gange!
Da blev han træt — men saa husked han paa
den skønne Prinsesse med Hænder smaa,
med bølgeblaa Øjne og Purpurlæbe
og med en svulmende, svanehvid Barm
og med en silkeblød Favntags-Arm —
hun sad derinde, i Stenen støbt;
hvis Lykken han vandt, var den dyrekøbt,
og skulde han vinde den, maatte han stræbe.
Ihærdig han retted mod Fjældets Pande
paany de heftigste Hug!
Og over de fjerne Vidunderlande
svømmede Skyer med Maaneskins- Rande,
men Ynglingen skuede alt med et Suk!
Den Verden, der var ham saa stjerne-lys,
bragte ham nu kun isnende Gys
det syntes, som Maanen lo ham ud
og spotted hans tusind fortvivlede
Slag mod den Flintestens-Klippe.
Dog . . . kæmpe —
og faa en Prinsesse til Brud!
Det var meget.
Han vilde ej slippe.
Men saa blev der snart ved Hakken en Fejl,
og stiv og stædig stod Stenen stejl!
Han rasende blev derover.
Da svævede Engelen til ham igen
og saa paa ham som hans bedste Ven:
»Min Hjælp jeg fremdeles dig lover!«
Men Ynglingen stirred mod Klippen kold,
skar Tænder og skreg: »Gaa Fanden i Vold!
Mig skræmmer hverken Fjæld eller Trold!
Lad alt kun mig haane og spotte og pine,
jeg aldrig ta’r Hjælp fra Hænderne dine;
nej selv jeg mig borer i Klippens Bryst,
og selv jeg skaber mig Lykke og Lyst!«
Da svarede Engelen vemodsmørk:
»Du stoler endnu paa din egen Styrke!
Velan, saa søg kun din Lykke i Mørke,
saa styr mod dit Eden i Stenens Ørk!
Jeg kommer ej mer, før paa Knæ du falder
og bedende mig og min Hjælp paakalder!«
Nu — Hakken blev dog til at bruge paany,
og han hugged, saa Stumper og Flager
fløj rundt som en hvirvlende Stenstøv-Sky —
og det bruser og brister og brager . . . .
Men Tiden den gik —
og Fjældet det stod —
og Trodseren strængte sig an over Evne;
han tørnede til i det vildeste Mod,
ham Stumperne flænged, han drypped af Blod,
men Klippen dog aldrig han bragte
den skillende, gabende Revne. — —
Saa blev det for meget —
nu var han for træt;
han maatte til Jorden sig bøje;
han gerne gad tusinde Taarer grædt,
men taaretomt var hans Øje.
Hans Hjertes Fjæld var som sønderknust
til et splintret, uformeligt Øde;
de Modets Strømme, som der havde brust,
vare bundne, dæmmede, døde.
Saa laa han afmægtig en liden Stund —
det sled og det suged i Sjælens Grund;
nu havde han stridt, og nu havde han stræbt —
og dog ved sin stormende Færden
hver eneste fordums Glæde dræbt —
hvad skulde han mere i Verden? —
Da randt ham i Hu et Alvorsord,
hans Moder havde ham sagt:
»En Nat er vort Liv paa denne Jord,
saa maaneskinsdunkel, med Skyggers Kor,
men følger du Evighedsaandernes Spor,
du stævner mod Jubel og Pragt!
Der føres et Levnet i Dagen,
i Sol, i Straaler, i dejlig Duft, —
hvor Stjernerne dunkles i Lysets Luft,
og borte er Mørkets Lagen!
Et saadant Liv vi ej skabe selv —
det sprudler til os fra oven;
Det springer fra Himlens blaanende Hvælv,
naar vort Legem er favnet af sorten Elv,
af Dødens isnende Vande!«
Det var som et køligt Pust paa hans Pande.
Han tænkte nu i sit stille Sind:
»Jeg har nok faret frem som en blind!
Jeg anede vel, at de venlige Røster
var Evighedsaandernes Kald; —
men jeg selv vilde skabe en Lykkens Dag
med Lys og Sol efter eget Behag —
det blev mig til Fare og Fald!«
Og ydmyg, bøjet paa Knæ han bad:
»Du evige Aand fra Lysets Stad!
Kom — hjælp mig Lykken at finde!
Jeg kan ikke mere — tilgiv mig mildt,
at jeg stødte dig bort i Blinde.«
Da skiltes en Sky; der blev saa lyst,
og alle Vinde aandede tyst;
der vælded en Straalestrøm ud,
og Engelen daled til Jorden.
»Vil du nu følge mig?« lød dens Ord;
»maa jeg dig bane din Lykkes Spor?«
Han sukked, plaget af Hjertens-Vaade:
»Ja gør det, gør det af idel Naade!
Du Lykken mig vise; jeg kender den ej!
jeg stævnede frem ad en uret Vej!«
Da hæver Englen sin Finger
og rører ved Stenen den store,
saa i tvende Dele den springer.
Og smilende blusser en luftig Mø
med Barndoms-Uskyld i lyse Øje;
hun staar paa en dejlig Kærminde-Ø,
hvis Blomster Blikket fornøje . . . .
De var hvide og blaa,
de Blomster smaa,
med Stjerner i Kronernes Rande,
og Æventyrets Prinsesse
bar en Krans af dem om sin Pande.
I Kransen saa han en Urt sig sno,
den skønneste under Ø,
den nævntes med Navnet Barnetro,
og den maatte aldrig dø;
thi hvis den visnende segned
da segned Prinsessen i Jordens Skød,
da Rosenkinderne blegned,
og hun døde den evige Død! —
Saa sagde Engelen: »Denne Mø
var din fra Barndommens Dage,
men du vilde sejle din egen Sø
og lod en Trold hende tage!
Forfængelighed er Troldens Navn
han tog Prinsessen til Fange,
men tryk hende nu med Fryd i Favn,
hun har længtes i Aaringer lange.«
Smilende tren mod den yndige,
unge Prinsesse han hen;
alle de gamle, syndige
Tanker var vegne igen.
Smil hende blomstred paa Læben —
hvor hun var skær og skøn!
Efter forgæves Stræben
blev dog Lykken hans Løn.
Med barnlige, uskyldsstraalende
Blikke hun aabnede Favnen.
Han søgte i hendes Arme
jublende Jordlivs-Havnen.
Og da han til Bryst hende trykte,
— sligt Under var aldrig set! —
vandt Engelen om dem et Gloriebaand,
og Møen med Svenden blev et.
Nu var han helt anderledes end før,
hans Øje fik Uskyldsglansen.
Nu havde han Lykken i sit Blod
og barnlig Glæde i Sansen.
Han væded med Taarer Engelens Fod —
Og Aanden i sitrende Straaleflod
svandt bort i Gloriekransen! —