Fra ung var Ejvind til Farten vant
over Havets bølgende Flade;
han regnede Stormen for Leg og Tant;
og selv om det blæste fra værste Kant,
han aldrig veg fra sit Stade.
Det var førend man kendte Kompas og Rat,
da Sol om Dag og Stjerner om Nat
skulde Kursens Retning betegne
over Vovernes vildene Egne.
Ejvind var Viking; fra Kyst til Kyst
han fôr paa den stolte Snække;
hans Sværd havde hugget i mangen Dyst
og banet sig Vej gennem Brynje og Bryst,
han var altid i forreste Række!
Naar først han fik Blik paa Blodet, der flød,
saa kendte hans Sind kun Ordet: Død!
For Bønner var lukt hans Øre,
kun Dødsskrig vilde han høre.
Hans Høvding gav ham det bedste Ry
og havde ham helst ved sin Side,
naar fremad det gik med Glavind-Gny!
Og da laa hans Bryn lig en truende Sky
over Øjet, som viste det hvide!
Og Haaret flagred; i Læben han bed;
hvor hans Sværdslag faldt, fulgte Døden med!
Der var ej en Stræng i hans Hjerte,
som rørtes ved Nød og Smerte.
Nu laa de just færdige alle Mand
til et Tog imod Sønderlide
og Snækkerne duved bag hviden Strand,
for snart paa det skummende, gyngende Vand
med Hær og Vaaben at glide.
Da hed det: »Vor Høvdings Hustru har Sot,
og nu i Morgen skal Flaaden gaa flot!
Han Ejvind til Fører har kaaret
og venter os frem paa Aaret!« —
Saa jog de da ud gennem Brændingens Brus
under stormende Heltesange!
Nu skurer Kølen mod Revlens Grus!
Nu gynger paa Dybet Mand og Mus,
mens Sejlene Brisen fange,
De stævnede frem for en stiv Nordøst
og stege i Land paa Frankrigs Kyst;
men Lykken kan ogsaa svige
selv Vikingens Sværd i Krige.
De franske mødte i mandstærk Flok;
mod Føreren kækt de hugged;
men Ejvind i Brynjen var haard som en Blok,
og førte han Hugget, fik Offeret nok!
Af Blod var Græsset bedugget.
Da trængte et langt et blinkende Spyd
gennem larmfulde Luft med en pibende Lyd —
det fôr i Førerens Bringe
og monne til Fald ham tvinge.
Man tro’de ham død, og Normannernes Hær
blev forvirret og snart lagt øde.
Paa Valen laa brudte Spyd og Sværd,
og Solnedgangens flyende Skær
faldt mat paa syge og døde.
Galliens Søn havde vundet Sejr,
og, svigtet af Odin, Thor og Frejr,
i Død eller Livsensfare
laa Cimbrias Vikingskare.
Det natned i Dal, det skygned om Tind,
og Munke gik ud at finde
de saarede Kæmper, mens Aftenens Vind
gød Svalning igennem de glødende Sind,
som husede Hadet inde.
Taknemligt de saarede Hjælpen tog;
kun Ejvind harmfuld med Næverne slog
efter dem, som Lindring mon’ bringe,
endskønt han var svækket og ringe!
Dog snart blev Armen saa slap og mat,
at Modstandskraften var omme! —
Og rundt man ledte i Busk og Krat,
imens den maanesølverne Nat
bebuded sit snare Komme.
Saa gik det mod Klostercellerne hen,
hver Fjende fandt en barmhjertig Ven
med Lægedoms-Urter rede
til over hans Vunder at brede.
Saa langsomt lægtes nu Ejvinds Saar
ved Munkenes stadige Pleje; —
ham sælsomme Tanker i Sjælen gaar,
han kom som et Varsel, der Døden spaar
over Vovernes vilde Veje;
til Løn for sin Grumhed han Godhed ser;
nu skammer han sig men hader ej mer!
Nu ligger han mørk, men rolig
i Klosterets stille Bolig.
En gammel Munk, som i Cellekrog
sig øved i Fromheds Færden,
var en kristnet Viking fanget paa Tog;
han talte en Dag paa det »norrøna« Sprog
til Ejvind om Lysets Verden.
Forbavset den syge Kæmpe saa
paa Vikingsmanden i Kutte graa;
men tavs paa Ordet han hørte,
og Frelserens Død ham rørte.
»Det var ene en verdensdyb Kærlighed«
— saa lød den graanedes Tale
»som drog hin Guddom til Jorden ned,
at bringe Frelse, at bringe Fred
og Fryd over Jorderigs Dale.«
Saa talte Gubben et mægtigt Ord
om, hvordan Kristus i Skyen fôr
med Sejr over Mørkets Drage,
med Sejr for de stridende svage.
Da mælte Ejvind med Skælv i Røst:
»Nu fatter jeg først den Gaade,
at I, hvem jeg trued med Dødens Høst,
kunde ynkes over mit saarede Bryst,
kunde skænke jer Fjende Naade!
Det skyldes hin Guddoms Kærligheds Flod,
hin Krist med eder har blandet Blod,
Fostbrødrene hans I ere,
ja saadan — saa maa det være!«
»Du gættede rigtigt,« — lød Munkens Svar —
»det føjer sig, som du aner!
Den hvide Krist, der vor Skyldvægt bar,
han byder sin Kærligheds Kilde klar
til baade Galler og Daner,
til hver en Menneskesjæl paa Jord
i Øster og Vester, Sønder og Nord,
over alle Øer og Lande,
hvor Blod man med ham vil blande.«
I Ejvinds Øjne der gryed et Skær,
i Brystet sig daged en Længsel:
»Jeg tro’de, at Magtens Tinde var dér,
hvor Kraften sig yttrer i Arm og Sværd,
hvor man blæser ad Død og Trængsel!
Men her har jeg følt en stærkere Magt,
som har Kæmpernes Styrke under sig lagt,
som løfter i Sjæle sin Vinge
og kan Hadet og Hævnlysten tvinge!
Nu vil jeg ej mer paa den vildene Vej
over Havet hærgende fare;
plyndre og myrde det vil jeg ej!
Mon han da vil blande Blod med mig,
Kærligheds-Guden den klare?
Jeg ser, at hans Kraft er saa vældig stor,
han mægter langt mere end Asa-Thor!
Fostbroderen hans maa jeg være;
du Vejen til ham mig lære.«
Den gamle talte om Daabens Vand
som Vejen til Kristi Rige;
det gik noget over Ejvinds Forstand,
men han var en fast besluttet Mand,
der ej vilde Maalet svige.
Den Kæmpe, der fordum var grum og barsk,
han længtes nu efter at blive karsk,
for Kærligheds spor at træde
og nyde den himmelske Glæde.
Der tindred en blæstfri Efteraarsdag;
da løfted sig Ejvind fra Lejet;
han vaklede noget, var end lidt spag;
saa stirred han frem over Lundenes Tag,
det grønne var halvt henfejet!
Der vifted visnende gult og rødt,
det gynged for svage Luftninger blødt;
det frodige, sommerstærke
bar Løvfaldsdagenes Mærke.
Han tænkte hen paa sit eget Liv;
det svulmed i alle Aarer,
da Kampen var lystelig Tidsfordriv;
nu ligned det mere et vaklende Siv —
en Løvhob, Stormene saarer!
Det fik vel stundom en stærkere Tid,
forinden den kom, den sidste Strid,
da det helt maatte brydes og briste
og Løvtabstimerne friste.
Snart slog da Daabens den store Stund;
man hørte Klokkerne ringe;
og Ejvind længtes af Hjertens Grund —
det var for ham som en Drøm i Blund
at høre Hymnerne klinge,
mens Straaler strømmed i gylden Hær
fra Lysekroner med syvfold Skær
under Klostertempelets Buer!
Hans Øjne skød lyse Luer.
Tre-fire andre i hviden Dragt
stod og for Daaben tilrede;
de mærked en underlig Løndomsmagt,
der vendte mod Handlingen Sind og Agt
de halvvejs bange sig têde.
Og alt dem syntes en Gaade sær,
da slukt var Lysenes Flagreskær
og Cellerummet dem favned!
Hvad mon det Vandbad dog gavned? —
Til Ejvind kom efter liden Frist
den Munke-Gubbe og mældte:
»Nu er du viet til hviden Krist,
du tælles blandt Vennerne hans forvist
og ej blandt Asernes Helte!
Saa svig da aldrig den store Pagt
men bøj dig ind under Kærligheds Magt;
den bærer dig frelst af Stride
til Straaleborgen hin hvide.« —
De siden den hellige Nadver nød,
skønt ingen begribe kunde,
at Vinen var Blod og Brødet Kød;
men Munken sagde: »Det Væld, der flød
af Frelserens Dødsensvunde —
det er nu blandet med eders Blod;
hans Legem ogsaa I tog imod;
hans Liv i eder har Bolig,
saa følg hans Veje nu trolig.« — —
Der duved Snækker bag stenet Strand
for Fart imod Nørrelide,
og Munkene vinked Farvel over Vand;
snart saas de Skuder mod fjerne Land
med slagne Kæmper at glide. —
Da ind de fôr over Revl og Rhed,
dem Høvdingen vented ved Havets Bred,
for Rovet i Syne at tage:
»Hvi kom I saa sent tilbage?«
»Ak,« svarede Ejvind, »Sejren veg
fra vor stolte, modige Række,
thi Thor sine Kæmper paa Toget sveg,
og mangen nu ligger i Døden bleg
af Danerheltene kække;
vi slog, saa Sværdene hvined i Vind,
men blodig Pande og blegen Kind
fik fler og flere til Mærke;
de Galler vare for stærke.«
»Ved Thor i Valhal,« Høvdingen svor,
»de Galler skal snarlig sande
at aldrig i Syden Sejren bor,
men oppe højt i det stormfulde Nord
i de store Bedrifters Lande!
Jeg stoler paa eder, Vikingsmænd;
naar Løvspringstide kommer igen,
vi fare til Sønderlide
og vise, at vi kan stride.«
Men Ejvind kasted i Bølgen blaa
det Sværd, som myrded saa mange:
»Jeg aldrig mer vil i Leding gaa,
thi Nyt jeg hørte i stille Vraa
dernede paa Galliens Vange!
En Kærligheds-Asa, hviden Krist,
der søndrede Jætten Satans List,
ham har jeg min Vilje givet,
ham hører jeg til i Livet.«
»Du Ejvind, du!« lød Høvdingens Røst,
»du vil svigte Hæderens Veje.
du vil Straadød lide paa Fædrekyst,
imens Valkyrjen vinker i Dyst
og favner, hvem Sværdene meje!
Et øde Liv du kun for dig ser,
du vil aldrig stride og sejre mer!
Du vil fejg som Trællen dig skjule
og fare til Helas Hule!«
»Ej Fejghed binder mit vilde Sind,«
den krænkede Kriger svarer,
»jeg bliver ej her for at hytte mit Skind,
jeg aldrig ligned den flygtende Hind —
men jeg kæmper i Kristi Skarer!
Den Dag kan funkle paa Bjærg og i Dal,
da du ligger tæmmet og slagen paa Val,
mens jeg har Sejren i Hænde,
hvis Krist det saadan vil vende.«
Da drejed sig Høvdingen haant og koldt
fra Ejvind og talte til Skaren:
»Ham Løgn og Rænker har fangen holdt,
men jeg vil nyde en Sejrsstund stolt
og vinde Ry gennem Faren!
Og hver, som har Mod, mig følge paa Tog,
og Galler skal sige, at Daner slog
som de, der ej Døden frygte!
Da øges vort Helterygte!«
Der flimrede Flammer i hvert et Blik,
og Hænder fatted om Vaaben
alt efter nordisk Vikingeskik,
og Ejvind øjned selv Bifaldsnik
fra dem, ham fulgte til Daaben!
»Lad dem kun svigte,« saa tænkte han,
»men jeg er Kristen, og jeg er Mand!
Min Haand skal ej Hjertet svige
for Heltehæder i Krige.« — —
Ejvind slog Bo ved den hvide Kyst,
hvor Skumstænk fyger fra Bølge!
Stærke Tag var hans Hjertenslyst;
derfor han kæmped med Vover en Dyst,
naar de kom med Stormslag i Følge!
Hans Kraft blev nu atter frejdig og frisk,
men skaded ej andet end Dybets Fisk!
Og saadan gled Uger og Dage!
Og Skarer paa Valfærd drage. — —
Det hændte en graanet Septemberdag,
mens Ejvind sad i sin Hytte,
at Stormene fejede over hans Tag
og tuded i Sprækker og suste i Jag
gennem Luften som Ørn efter Bytte.
En Kuling saa styrtende, stærk og stiv
han knap havde kendt i hele sit Liv.
Da vaagnede Vikingslysten,
og ud han vandred langs Kysten.
Det bruste og syded, det blaagrønne Hav,
de fraaded, de vildene Vover!
Hvor herligt, hvor stort, om Himlen ham gav
i Bølgernes Hvirvel en gyngende Grav!
Han stirred med Længsel derover.
Men ingen Nødvendighed kaldte ham did
paa Vovernes Val, i Brændingen hvid,
han maatte paa Kysten stande
og skue de vilde Vande.
Da saa han Sejlere Kysten nær,
de prøved til Land at vinde
i dette forrygende Herrens Vejr,
og Ejvind hued den Farers Færd,
de hæves, sænkes og svinde,
de tumles omkring i fygende Fart,
snart ind de ile og udad snart,
de stedes i Havsens Vaade
og kunne ej Styret raade.
To Snækker knustes i samme Nu
af en rasende, favnhøj Vove,
og Ejvind saa det med Stoltheds Gru,
han sagde sig selv: »Her savnes du,
slig Storm fælder Træer i Skove.«
Han halvt var glad over andres Nød
og tænkte: »Her vindes Sejr eller Død
i Kamp for Redning at bringe.«
Straks saas han i Baad at springe.
Det var en Val for en Vikingsjæl,
som ej vilde myrde og røve:
Dybet var vildt og Stormen fæl,
straks var han drivvaad fra Hoved til Hæl
i Striden for Bølger at kløve!
Og mer end Menneske syntes han,
der stred sig frem i det fraadende Vand,
mens Egeaarerne knaged
og begge Stavnene braged.
Hans Øjne stirred mod Maalet fast,
med lynende Blink de tindred!
Han var færdig, saafremt en Aare brast,
saa Baaden slængtes for Bølgekast,
men ej han sig selv erindred.
Den ene Skude var stavnbrudt alt;
det var en Stund, da Liv det gjaldt;
de fejgeste skreg og jamred,
og Hænder om Skrog sig klamred.
Smidig som Maagen i Stormvejrsflugt
skød Ejvind Fart gennem Vande
frem mod den stolte Stridens Frugt,
som skulde brede et Sagnskær smukt
over hans furede Pande.
Nu var han naaet til Nødens Egn
fri gennem Farernes Rædselshegn!
Med dem, der fortabte sig troede,
han atter mod Stranden roede.
Da stilnede Vejret noget af!
Et Straalestrejf fra det høje
tindred paa hvirvlende, stormstødt Hav!
Og Helten haled fra Død og Grav
med Aaretagene drøje.
De andre Snækker vandt ogsaa frem,
men Ejvind landede førend dem.
Sine sidste Kræfter han strængte,
hvor Brændingens Bølger stænkte.
De frelste hørte til dem, der fôr
paa Vikingsveje i Vaaren;
og Ejvind kendte sin Høvding stor,
der sparede mindre paa Daad end Ord —
der til Viking var født og baaren!
Dog i Kamp med Vover glippede Sværd,
han sejrede hist, men tabte her,
og Byttet fra Sydens Lande
laa gemt i de dybe Vande.
Og Høvdingen følte sig sær i Sind
ved Kristenkæmpen at øjne,
ved Ejvind at se i Blikket ind;
saa var han dog Helt, trods Hjernespind
og Troen paa Munkeløgne!
Som her han knejste plaskende vaad,
saas det, at han var Mand for en Daad,
at »han med de sejrløse Dage«
var stærk, hvor de andre var svage.
Saa rakte Høvdingen Haanden frem
og talte til Bølgens Tvinger:
»Jeg spotted, da du fra Kamp kom hjem,
men lad det svundne sænkes i Glem!
Dit Ry vil faa Ørnevinger!
Jeg her erklærer ved Odin og Thor:
en Sejr har du vundet, og den er stor;
men jeg blev slagen paa Valen
og slæbtes mod Havfrusalen.«
Ejvind fik aldrig Svaret sagt;
han greb sig med eet for Brystet;
dér, hvor et Spyd havde Saaret bragt,
var en Aare sprungen og Kæmpens Magt
sin sidste Strid havde dystet.
Han stod med Hæder paa Havets Strand
og sank, som Solen daler af Land.
Paa Jord var hans Værk til Ende,
han døde med Sejr i Hænde. — —
Hans Bauta er Havet, som højt mod Bred
fremruller i Dønninger lange;
hans Arm har Hvile; hans Aand har Fred,
men ofte svæver den stille ned
og ser over Bølgevange,
og det har den gjort i Aarhundredvis
i sene Kvæld og i Soledis;
blandt Marehalmen den hviler
og til sine Minder smiler.