Du blege Rose i Haven!
Mit Hjerte ligner dit Blad,
min Lykke bæres til Graven,
til Muld under Sørgekvad.
Før gløded mit unge Hjerte,
som du har glødet i Vaar,
saa kom den nagende Smerte
og saa det savnslagne Saar.
Hver Glædesfarve er blegnet,
alt er saa vissent og vagt,
det Livsmod, Hjertet har hegnet,
det ulmer dæmpet og svagt.
Du Rose har i dit Bæger
en Perle fra Dugfaldstid,
dens Glans i Sollyset leger,
men selv kom den kølig hid.
Jeg ogsaa i Hjertet bærer
en lignende Perle klar,
et dyrebart Minde nærer
den Rest af Livsmod, jeg har.
Det Minde blusser og blinker,
men straaler dog kun paa Skrømt:
det mig til min Fortid vinker,
til hvad jeg har haabet og drømt —
Men Fortiden er forsvunden,
er sunken bag Dvalekyst;
jeg ser kun i Mindestunden
en ugenkaldelig Lyst.
Du blege Rose i Haven!
Vi dele Skæbne, vi to!
Vi bøjes begge mod Graven,
vi har jo prøvet at gro.