Bygeskyerne mørkeblaa
drive af Sted under Himlen,
skjule de fleste Stjerner smaa,
kun enkelte øjnes af Vrimlen,
men Maanen gyldenkindet og rund
lader sit Ansigt lyse
ned over Grene og Stammer i Lund,
hvis Blade for Vindene gyse.
Der kommer en Sky, — det stænker med Regn;
men Maanestraalerne sprænge
Skyens mulmede, uldne Hegn
og smile til Mark og Enge,
et flygtigt Smil! og de vende sig brat
hen mod de grønne Skove,
glide saa frem over Busk og Krat
og lege paa lette Vove.
Der glimter et blaaligt Kornmodslyn
— snelt som et gravlagt Minde,
der trænger sig frem for Sjælens Syn;
men fluks maa blegne og svinde,
— snelt som en Anelses ilsomme Jag
ind i Tankernes Kæde,
en Flygtning, der vover sig frem for en Dag,
men skyndsomst i Skjul maa træde!
Du rummer en Trolddom, Sommernat,
et sælsomt sværmerisk Lune,
en Stemning der griber vort Hjerte fat,
men ej kan vi raade din Rune!
Du spænder omkring os Fortryllelsens Næt,
du fanger vort Blik og vor Tanke,
vi stirre, men stirre os aldrig mæt, —
begejstrede Hjerterne banke.