Dagen er sejlet fra vor Kyst
paa Lysets evige Strømme;
Kvælden breder sig mørk og tyst
og vinker de unge Drømme.
Natten kommer i Stjernedragt
og slører vor Synskreds vide,
aander med friske Lungers Magt
svalende Luftninger blide —
Aander en sagte, dyssende Sang
gennem de hvælvede Zoner,
gyder i Sjælene Slumretrang,
lukker Blomsternes Kroner.
Kom kun, du skønne, blege Nat,
læg dit Flor om mit Øje,
laan mig din rige Drømmeskat,
drag mig med Længsler høje!
Flet mine dejligste Minder i Rad
fra Barndommens Uskylds-Alder!
Vis mig mit Hjertes Liljeblad,
til Dagen atter mig kalder!
Eller tryl mig med Rosenskær:
Hvisk med min Elskedes Stemme!
Mal mig en Skov med Løv paa Træ’r,
hvor Kærlighed føler sig hjemme!
Rolig jeg lægger mig i din Arm,
glemmer den hele Verden,
glemmer min fordums Sorg og Harm,
styrkes til Dagens Færden!