I løvgrønne Lund under Aftenens Døen
det lufter saa let,
Og Maanen hendrager paa langs over Søen
et Lysbølgenæt!
Ved Trolddom har Alferne flettet en Krans
og vundet den sagte om Svenden og Møen,
mens Stjernerne glimte
og tindrende skimte
de svalende Vinde i svævende Dans.
Fra Træernes Kroner en Hymne fremklinger
fra Sangeres Kor,
og Sjælen sig hæver paa Nattergalvinger
med Sang over Jord!
Fortryllet af Nattens romantiske Skær
paa Luftningers Bølger omkring den sig svinger,
og Sangernes Stemmer
i Minde den gemmer,
bevarer hvad skønt den har mødt paa sin Færd.
Kom Elskede, følg mig, og lad os nu ile
til Bøgenes Ly;
dér vil vi i viftende Skygger os hvile
blandt Blomsterne bly!
Den soltændte Dag kan forraade vor Lyst,
men Maanen og Stjernerne blideligt smile,
og Alfer i Natten
om Kærlighedsskatten
vil hygge og hegne i Elskendes Bryst.
Ja dér har vi Ro til at drømme og sværme
med Ungdom i Hu!
Og skulde forsinket en Vandrer sig nærme,
saa bort i et Nu!
Vi finde vel sagtens en fredelig Plet,
hvor Løvet os sikkert kan skjule og skærme!
Hør Trillerne glade,
hør susende Blade,
det lokker og kalder fra Grenenes Næt!