Der suser over den lynglaadne Hede
en sælsom, sukkende Vemodssang;
de mørke Bakker sig vidt udbrede!
Mon her kan ej blive lyst engang?
Der lysere var ved de blaanende Vande,
om ogsaa Vintren det grønne tog
bort fra de store Marker og Strande,
om ogsaa Kulden Blomsterne vog.
Der lysere var, om end hver Bølge
stivnede under Frostens Aag,
thi Solens Straaler i strimet Følge
blinkte dog stundom paa Isens Laag.
Der suser over den lynglaadne Hede
en sælsom, sukkende Vemodssang;
de mørke Bakker sig vidt udbrede!
Mon her kan ej blive lyst engang?
Mon ej engang efter Stormenes Syngen
der skinner et blomstervækkende Vejr?
Jo, Vaaren vil komme og spragle Lyngen
med Gyvelblomsternes gyldne Hær!
Ja, da bliver Heden lys at skue,
saa lys som de blaanende Vandes Egn,
da myldrer der gult og rødt over Tue,
men først maa der falde Foraarsregn.
Der suser over den lynglaadne Hede
en sælsom, sukkende Vemodssang;
de mørke Bakker sig langvejs brede;
men her skal nok blive lyst engang!