Mørket viger, og Taagen letter sig,
Gryet vaagner, og Luften mætter sig
med tindrende Morgenstraaler!
Lyset siver paa Løv i Lunde,
Toner fødes i Fuglemunde,
Vandene spejle voksende Skær,
Skyer bræmmes med Purpurrande,
Vinden lufter let over Strande,
hvisker i Siv, i Blomster og Træ’r.
Det er en sælsom Brydningstime,
snart spirer Dag af Dæmringsstrime,
snart bæver Rosernes aarle Duft
op i en skinnende Glorieluft.
Dejlige Morgen!
Lys du lover, og lyst du ler!
Med Skønhedsattraa mit Øje ser
mod de rislende Straalekilder!
Der kommer en Dag, den kalder til Dyst,
og vi skal fylde dens Timer,
og vi skal nyde dens Sorg og Lyst,
til Lyset fjerner sig langt fra Kyst
i blege, falmende Strimer!
Den kommer med Krav og med Skæbner i Gem,
imens den spirer saa sartelig frem!
Den kommer med Fryd til den ene,
en anden maa tage mod Sorg og Nød,
en anden mod Fare, Sot eller Død —
mens Voven vugger mod Stene.
Jeg skuer med Haab den skridende Sky
og tænker, at Sindets Skygger skal fly
og Tankernes Taager hæves —
og saa har jeg skuet saa mangt et Gry
og haabet saa tit forgæves!
O — at jeg, naar Aftenens svale Luft
omsvæver med svindende Lys og Duft,
paa Dagen kan tænke med Glæde!
Og saadan vel ønsker i samme Stund
enhver, som skal lægge sig glad til Blund,
og hver, som ved Kvæld skal græde.