Der svandt en Drøm i Nattens tavse Timer,
en Drøm med Morgenskær og Aftenrød,
en Drøm med Fryd og Sorg og Elskovsglød,
med alt, som sig paa Dagens Levnet rimer.
Der svandt et Liv i Seklets Bølger vilde,
et Liv med Morgenguld og Aftenglans,
med Følelser og Sjæl og Sind og Sans,
med Sorger tunge og med Glæder milde.
Indsluttet mellem tvende Gran af Tiden,
er som i Parenthes det hele gemt!
Snart vorder Livet vel som Drømmen glemt,
thi Minder slettes under Dages Gliden.
Hvad er af Drømmens Billed ladt tilbage?
En Skygge kun i Fantasiens Bliv!
Og hvad er vel det hele svundne Liv?
En Mindesum — et Sagn fra gamle Dage!
Det virkelige Liv i Verden rummer
i sig en Drømmeverdens falske Skær —
og meget ligt en Drøm er Livet her:
et Vekselspil af Fryd og Savn og Kummer!
Først naar i Evigheds forborgne Rige
den trætte Sjæl har fundet Fred og Ro,
kan Livets fagre Blomst uskygget gro
og sand og klar og skøn mod Lyset stige.