Aareblade!
Rids i Flodens Bølgeflade!
Før os mod den grønne Ø,
hvor de taageslørte Fjælde
sig med Blomstertæpper tjælde,
hvor som slanke Sølverbaand
dybe, blanke Kilder vælde!
Fagre Mø!
Haand i Haand
vil vi frem i Landet stævne!
Alt det skønne, vi kan nævne,
gemmes dér i broget Klynge:
Fugle synge,
Bække risle,
og for Vinden Blade hvisle,
Roser dufte
evig sødt i Sommerlufte!
Hist bag Aftenrødens Hegn
skimtes vore Længslers Egn!
Ser du, Elskte, under Buen
hist et blaaligt Bjærgestrøg?
Mod hin Kyst,
fuld af Lyst,
tusind unge Længsler føg.
Men hvad ser jeg? Bølger tunge
taarne op sig mer og mer!
Dog — vi ere jo saa unge,
vi vil tage raske Tag,
stærke Slag,
fler og fler!
Se, hvor flinkt nu Baaden iler,
det har ingen Nød,
naar vi blot ej Armen hviler
før bag Aftenrød!
Tys, — hvad varsler denne Susen?
Kommer Stormen nu?
Stille, — hører du
fjerne vilde Vovers Brusen? —
Nej, o nej!
Vi skal sagtens bane Vej!
Se, nu tændes blanke Stjerner,
men jeg tror — — ak ja:
Øen mer og mer sig fjerner,
sejler langt herfra!
Aftenrøden sagte svinder,
følger med dens Bjærgetinder
bag det store Hav! —
O — jeg frygter, jeg er bange,
at hin Ø var blot en Drøm,
født af Længsler, Savn og Sange!
Lyt, — nu kommer Stormens Bulder,
se, hvor Bølgen hvid sig ruller —
og vi færdes her alene
midt paa striden Strøm!