Maa jeg slynge de reneste Rhytmer
som en Rosenkrans om dit Navn?
Maa jeg skildre din skære Skønhed,
tolke min Fryd i din Favn?
Tør mine Ord med Formerne lege
som Mejslen med Statuens Lemmer?
Tør jeg tolke min dybeste Glæde,
den Glæde, jeg aldrig glemmer?
Kan jeg tie, naar Harpen har Strænge,
som rumme Kærligheds Klang?
kan jeg dæmpe de sprudlende Strømme,
som samle sig sødt i Sang?
Nej, jeg maa synge, synge og juble,
skælve af Fryd, naar dit Navn jeg nævner;
for værdigt din Skønhed at prise
maa jeg spænde de løftende Evner.
Husker du Havens stille,
syreneduftende Gange end?
Dér gik vi, mens Kvælden vokste
og Dagen rolig gled hen.
Kærligheds Drueranker sig slyngte
bugnende om vore Veje,
og vore Aander blidelig mødtes
med tusinde Tanker i Eje.
Maa jeg slynge de reneste Rhytmer
som en Rosenkrans om dit Navn?
Maa jeg skildre din skære Skønhed,
tolke min Fryd i din Favn?
Maa jeg synge om fredfulde Timer,
som Lykken straale-bestrøde?
Maa jeg male Mindernes Egne
med vor Kærligheds første Grøde?