Stormen:
Se, dette Træ er smalt som et Siv,
det vil jeg fra Roden bryde!
Dryaden:
O, gør det ikke! det gælder mit Liv!
kan Drabet paa mig dig fryde?
Stormen:
Gennem Luften løfter jeg Vingen tung,
til Bønner jeg aldrig lytter.
Dryaden:
Ak, skal jeg da dø saa lys og ung,
værgeløs, uden Beskytter?
Stormen:
Det lyder jo rørende; men husk paa,
jeg lader mig ej bevæge.
Dryaden:
Saa skal jeg da segne ved Søens Blaa,
som mig hel ofte mon’ kvæge.
Stormen:
For Skæbnen raader en evig Magt,
som jeg maa ydmygen tjene.
Dryaden:
Og jeg der kun kort har Livet smagt,
skal dræbes ung og alene.
Stormen:
Ti stille! Hvad baader dig Klagens Klang?
I Dag vil jeg dræbe i Klynge!
Dryaden:
Saa skal da min svulmende Svanesang
jeg her saa sorrigfuld synge!
Stormen:
Vær fattet! Snart isner det bidende Pust,
dit Liv i en Traad kun hænger!
Dryaden:
Nu blomstrer mit Haab om en yndig August,
med Sommer og Zefyr ej længer.
Stormen:
Hvor turde du haabe? Det dumme Haab,
det gækker og skuffer saa mange.
Dryaden:
Det i mig toned med mægtigt Raab
som solrige Foraarssange.
Stormen:
Nu, denne Røst
i det unge Bryst
for mig er fremmed! Lad Haabet fare!
Dryaden:
Farvel da hver eneste Glæde og Lyst!
I skuffende, korte vare.
Ak, end jeg mindes en Solvejrsdag,
da Zefyr vugged mig mild og kærlig;
jeg drømte i barnligt Velbehag,
at Verden var rig og lys og herlig
og Solen kyssed min unge Kind,
og lun og liflig var hver en Vind,
og jeg blev med Straaler ammet;
nu er jeg saaret og lammet!
Den dystervingede Dødens Fugl
fløj iskold frem af sin Redes Skjul,
den snarlig mit Liv vil tage.
Stormen:
Jeg kan ikke tøve, jeg trænger til Høst,
mig frister din skærende Klage
dog til at bringe en liden Trøst,
den eneste, der er tilbage:
Det varer ikkun en stakket Stund,
jeg suser til i min Vælde,
du segner hen lig i Sommernatsblund,
men jeg nødes til dig at fælde.
Dryaden:
Farvel da nu Sol og Lys og Liv!
Jeg brydes itu som det svage Siv!
Farvel da du store, du rige Haab,
som gød i mit Bryst din Straaledaab.
Farvel hver sommerlig, svalende Vind,
som køled min Pande og kyssed min Kind!
Den kommer, den kommer, den Nat saa lang!
Nu har jeg sunget min Svanesang.
* * *
Da løftede Stormen sin Vinge med Kraft,
og Træet laa brudt paa Jorden!
Kun Roden stod fri med Livets Saft,
saa bød jo Naturens Orden.
Og videre Vej sig Stormen brød,
og Urt og Gren og Blomst var i Nød;
Dryader rysted som Sivet —
sig Længsler klamred til Livet.