Spindelvæv flagrer i Solens Skin,
Naar Vaaren med Sangfugle kommer,
En Tomme af Guld paa Himmelens Vind,
Man kalder den: flyvende Sommer.
Med Regnbuefarver den svæver saa let:
En Væv af den spindende Lykke;
Og Væveren flytter omkring med sit Net,
Men slet intet Sted vil han bygge.
Saa flyver jeg og omkring med min Sang,
Den bærer mig høit mod Guds Himmel;
Paa den har jeg svævet saa mangen en Gang
Over Menneskers brogede Vrimmel.
En Rose mig rækker engang vel sin Green,
Paa den vil jeg hvile og bygge;
Der spinder vel Silke paa Kjærligheds Teen
Min Sangs den ustadige Lykke.