Nyskabt sig om Axlen Jorden dreied,
Trindt ved alle Havets Strande veied
Majestætisk Bregneskovens Løv;
Dunkle Anelser det gjennembæved
Medens Verdensaanden stille svæved
Om det døde, ubebo’de Støv.
Intet Blomster mægted at udspringe,
Ingen Sangfugl badede sin Vinge
I den rene Æthers Lyseblaa;
Skaberværkets vilde Storhed rørte
Intet Bryst, og intet Øre hørte,
Intet Øie op mod Lyset saae.
Men det var, som Alnaturen stille
Aned i sin Vugge hvad den vilde;
Længslen voxte til uhyre Trang,
Sin Udvikling kun den higed efter;
Og af Kæmpeplantens plumpe Kræfter
Frem den første Blomst i Solen sprang.
Blomsten blev til Frugt, og Frugten tabtes
Intet Væsen plukked den; da skabtes
Af Nødvendighedens Fordring: Liv —
Millioner Pultse monne banke.
Livet stræbte frem og blev til Tanke,
Og en Mand omfavnede sin Viv.
Hør, det suser endnu gjennem Skoven!
End som fordum løndomsfuldt fra Voven
Hvisker Verdensaandens dybe Røst!
End med Længsel frem Naturen higer!
Vaaren det med Rosenlæber siger,
Og Orkanen sukker det i Høst.
Kildens Rislen, Sang af Nattergale,
Echo fra de dybe, dunkle Dale
Siger, der er Noget som den vil,
Noget hvortil Alnaturen stræber.
Gaadeordet staaer paa Skjaldens Læber,
Men han finder intet Navn dertil.
Lad Aartusinder kun først henfare!
Fjerne Tiders Morgen vil forklare
Dette lønlige Mysterium;
Indtil da vil Jordens Vise grunde,
Og i aftenrøde, stille Lunde
Skjaldens Harpe bæve veemodsstum.