Rose, deilige Rose! naar jeg Dig seer,
Er det, som Glædens Engel til mig leer.
Som Du vilde med barnlig Uskyld spørge:
Menneske siig, hvor er det muligt at sørge,
Er ikke Jorden grøn og Himlen blaa?
Skjønne Rose, Du seer ei Skyen derpaa!
Du er saa ung, saa frisk og saa deilig, Rose!
Livsfro er jeg vel end og ung som Du,
Men til Aandernes Verden staaer min Hu —
Jordens Syner har forvirret mit Øie;
Derfor kommer jeg hid for mig at bøie
Over Dit Bæger, for at skue deri,
Blive reen og nyde den Harmonie,
Som omsvæver Dit deilige Hoved, Rose.
Nattergalenes Sang og Din reneste Duft,
Stjerneskuddet, som glimter i natlige Luft,
Ere jo Søstre, deilige Bobler, som spille
Frem i evig Rigdom paa Skabelsens Kilde.
Menneskesjælen standser midt i sin Drøm,
Seer og længes og bliver saa inderlig øm,
Føler sig selv en Engel som Du, o Rose!
Mennesket ligner ved Dig sin Kjærlighed —
Lidet Du dog af jordisk Elskov veed;
Solen dier Du og til Naturen hælder
Træt Din rødmende Kind naar Dagen qvælder.
Lykkelig Du! det dunkle Valmueskin,
Som udbreder sin Flamme over vor Kind,
Det er ei Din uskyldige Rødmen, Rose.
O, hvorofte blev ei i Sang og Digt
Taget Dit himmelske Navn forfængeligt;
Skjønheds Dronning, aldrig trættes mit Øre
Dog af Dit Navn i Skjaldenes Sprog at høre;
Uforkrænkelig est Du! Kronen Din
Funkler herlig med Smaragd, Rubin,
Naar af Morgenduggen Du bades, Rose.
Stormens Engel henover Lunden gaaer,
Haglens Perler krandse det sorte Haar,
Skovens Toppe i Støv den Vældige tvinger,
Alt maae bøie sig for de stærke Vinger;
Arme Rose, hvor er nu al Din Lyst!
Falmet bøier Du Hovedet paa Dit Bryst,
Thi forgængelig er Din Skjønhed, Rose.
Ja, forgængelig er Du, do Du maa!
Dog det Dø kan Livet ei ret forstaae;
Ei saa lang er Vinteren, den jo svinder’;
Solen atter mild over Verden skinner,
Og, som Engelen i den aabne Grav,
Da den tyngende Steen var væltet af,
Peger Du mod Opstandelsens Morgen, Rose.