Rose, yndige Rose! naar jeg Dig seer,
Er det som Glædens Engel til mig leer,
Som Du vilde med barnlig Uskyld spørge:
Menneske, siig, hvor er det muligt at sørge,
Er ikke Jorden grøn og Himlen blaa?
Skjønne Rose, Du seer ei Skyen derpaa!
Du er saa ung, saa frisk og saa deilig, Rose!
Livsfro er jeg vel end og ung som Du,
Men til Aandernes Verden staaer min Hu —
Jordens Syner har forvirret mit Øie;
Derfor kommer jeg hid, for mig at bøie
Over Dit Bæger, for at skue deri,
Blive reen og nyde den Harmoni,
Som omsvæver Dit Hoved, deilige Rose.
Mennesket ligner ved Dig sin Kjærlighed —
Lidet Du dog af jordisk Elskov veed;
Solen dier Du og til Naturen hælder
Træt Din rødmende Kind, naar Dagen kvælder.
Lykkelig Du! det dunkle Valmueskin,
Som udbreder sin Flamme over vor Kind,
Det er ei Din uskyldige Rødmen, Rose.
O, hvorofte blev ei i Sang og Digt
Taget Dit himmelske Navn forfængeligt;
Skjønheds Dronning! aldrig trættes mit Øre
Dog af Dit Navn i Skjaldenes Sprog at høre.
Uforkrænkelig er Du! Kronen Din
Funkler herlig med Smaragd, Rubin,
Naar af Morgenduggen Du bades, Rose.
Nattergalens Sang og Din reneste Duft,
Stjerneskuddet, som glimter i natlige Luft
Ere jo Søstre, dejlige Bobler, som spille
Frem i evig Rigdom af Skabelsens Kilde.
Menneskesjælen standser midt i sin Drøm,
Seer og længes og bliver saa underlig øm,
Føler sig selv en Engel som Du, o Rose.